35-årig snuppet med narkolager og skarpladt skyder
Der var på mange måder banko og fuld plade for politiet, da betjente slog til mod en 35-årig mand på Hadsund Landevej ved Gistrup 30. juni sidste år.
Manden er nu tiltalt for at have været i besiddelse af lige knap 100 gram kokain.
Men samme aften, lidt efter midnat ransagede politiet en adresse i Gistrup, og det fremgår af sagens oplysninger, at den 35-årige her var i besiddelse af omkring 3,4 kilo hash, 164 gram skunk, 2770 tramadol-piller, 97 gram ketamin, 1,4 kilo skunk, 70 rivotril-piller og en mindre mængde amfetamin.
På stedet fandt betjentene tilsyneladende også beviser for, at manden i tiden op til anholdelsen har solgt narko. I hvert fald er han tiltalt for at have solgt omkring 42 gram kokain til en pris på omkring 25.000 kroner.
Anklageskriftet mod manden omfatter også ulovlig våbenbesiddelse.
Politiet fandt nemlig en skarpladt, funktionsdygtig pistol af mærket Colt 32 med seks patroner i magasinet og en patron i pistolens kammer. På adressen fandt betjentene også 311 andre patroner af forskellige kalibre. 12 af patronerne passede til Colt 32 pistolen.
Det fremgår ikke før sagens start, hvad den 35-årige siger til politiets anklager.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til Retten i Aalborg.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.