32 ladeudtag på vej til Aalborg Universitet
Snart kan medarbejdere, studerende og gæster på Aalborg Universitet lade deres elbiler på campus i Aalborg Øst. Eller ihvertfald inden udgangen af 2024.
Norlys har vundet et udbud fra Bygningsstyrelsen, der betyder, at der nu kommer lademuligheder til universitetet.
Indtil videre drejer det sig om 32 ladeudtag.
- Aalborg Universitet bidrager til udvikling af den grønne omstilling på rigtig mange områder. Med etablering af el-ladestandere på hovedcampus gør vi det lettere for vores ansatte, studerende og gæster at være en del af den grønne omstilling ved nemt at kunne få opladet el-bilen på campus i Aalborg Øst, udtaler campusdirektør på Aalborg Universitet, Mogens Juul Møller.