Politiet efterlyser fortsat to mænd efter groft overfald
En 25-årig mand blev fredag 1. november klokken 22.44 offer for et groft overfald begået af tre mænd i Vangen i Nørresundby.
I forbindelse med episoden efterlyste Nordjyllands Politi tre mænd. Den ene blev dog anholdt og varetægtsfængslet tilbage i december. Derfor leder politiet blot efter de to resterende, der er mistænkt i sagen.
Den ene er en 20-årig mand, der var 19 år på gerningstidspunktet.
Den anden, som politiet har delt billeder af, er ifølge politiets signalement 23 år, 165 centimeter høj, almindelig af bygning og var iført mørkt tøj på gerningstidspunktet.
'Vi kender begge de efterlystes identitet. De har formentlig ophold i det østjyske omkring Aarhus,' skriver politiet.
Har man oplysninger om, hvor personen på billederne befinder sig, så skal man straks kontakte Nordjyllands Politi på 114. Man skal altså ikke selv forsøge at pågribe ham, understreger politiet.