21-årig varetægtsfængslet efter knivstikkeri
Den 21-årige mand, der onsdag blev anholdt efter et knivstikkeri i Nørresundby, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser politikommissær ved Nordjyllands Politi Peter Skovbak.
Knivstikkeriet skete efter en mindre komsammen mellem tre mænd på Bakkevej i Nørresundby, hvor der var alkohol indblandet.
Efter knivstikkeriet var en yngre mand i livsfare, men torsdag formiddag kunne politiet melde offeret uden for livsfare.
Den 21-årige er varetægtsfængslet frem til 15. marts for kvalificeret vold.