Kort Nyt

18-årig ekspedient snød røver til flugt: Nu er der nyt i sagen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Butiksejer måtte skaffe psykologhjælp.

Det vakte stor opsigt, da en mand forsøgte sig som røver i Dagli’ Brugsen i Mou. Det gik nemlig langt fra, som det sikkert var planlagt den aften i starten af oktober sidste år.

Den 18-årige kvinde, som sad ved kassen i butikken snød nemlig røveren ved at klappe kassen i og løbe ud i et baglokale.

Det fik røveren til at opgive sit forsøg og tage flugten. Gerningsmanden var efterfølgende på flugt i nogen tid. Mens han var efterlyst, blev der faktisk også udlovet en dusør på 3000 kroner for oplysninger, som kunne føre politiet på sporet af gerningsmanden.

Det var forældrene til den 18-årige ekspedient, som udlovede dusøren, men det er uvist, om dusøren nu skal udbetales, eller om politiet kom på sporet af manden, der er mistænkt i sagen.

24-årig snuppet

Fakta er i hvert fald, at politiet har rejst tiltale i sagen mod en 24-årig mand, som er mistænkt for at stå bag røveriforsøget. Efter planen skal han for retten mandag.

Det fremgår ikke før retssagen, hvad den 24-årige siger til politiets anklager.

Røveriforsøget i Mou vakte stor opsigt på grund af den kvindelige ekspedients reaktion.

Butikkens ejer roste også medarbejderens mod, men understregede samtidig, at det naturligvis ikke er det, som butikken instruerer medarbejderne i at gøre i den situation.

Psykologhjælp til unge

Efter røveriforsøget satte butiksejeren i øvrigt ind med psykologhjælp til medarbejderne. Blandt andet fordi der - som i mange andre dagligvarebutikker - er mange unge ansatte, som måske ovenikøbet har deres første job på stedet, hvorfor oplevelsen kan være ekstra overvældende.

Med udsigten til retssagen mod den 24-årige er der også udsigt til, at butiksejeren og medarbejderne i Mou nu omsider kan få sat punktum for den kedelige oplevelse. 

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Kraftig sort røg får beredskab til at evakuere etageejendom

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Brønderslev, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er kraftig, sort røgudvikling fra en lejlighed, hvor meldingen lyder på, at der er ild i en emhætte.

Derfor er beredskabet i gang med at evakuere bygningen.

Beredskabet skriver på X, at man skal give plads til udrykningskøretøjerne.

Opdateres...

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.