17-årig bevidst kørt ned i Aalborg: Bil flygtede i høj fart
Kort efter 22.00 lørdag aften var Nordjyllands Politi massivt til stede på Nytorv foran Salling i Aalborg.
- En 17-årig person er blevet påkørt af en sort bil, der efterfølgende forsvandt i høj fart mod Fjordgade, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Bruno Brix.
Han oplyser yderligere, at der er tale om en forsætlig påkørsel, og de involverede er formentlig en del af det kriminelle miljø i Aalborg.
Det er derfor ikke en tilfældig borger, der er blevet ramt.
Den 17-årige kom på skadestuen, da han blev lettere tilskadekommen og behandlet for overfladiske skrammer.
Politiet har ikke fundet bilen, der formentlig er en VW Polo med en eventuelt knust forrude. I øjeblikket leder politiet efter bilen, og vagtchefen forsikrer, at politiet i øjeblikket arbejder på efterforskningen i sagen.
Bruno Brix opfordrer vidner til at kontakte politiet, hvis de har set eller ved noget. Nordjyllands Politi kan kontaktes på 114.
Vi har siden kl. 2208 været tilstede på Nytorv/Braskensgade i Aalborg hvor der er sket en forsætlig påkørsel af en person. En sort bil påkørte en person der opholdt sig på stedet. Ved påkørslen pådrog en 17 årig mand sig lettere tilskadekomst. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) February 3, 2024