Politik: Unge kandidater er en sjældenhed
To unge himmerlandske kandidater til kommunalvalget 16. november vil kæmpe for at give de unge en stemme i byrådet i Mariagerfjord Kommune.
Der er nu færre end 50 dage til, at valgstederne åbner, så vælgerne kan sætte deres kryds til kommunal- og regionrådssvalget 16. november.
Men der er ikke mange unge kandidater, vælgerne kan sætte deres kryds ud for.
For eksempel er der i de tre himmerlandske kommuner Rebild, Vesthimmerland og Mariagerfjord i alt 81 byrådsmedlemmer, og kun tre af dem er under 30 år.
Men der er også unge, som forsøger at skaffe sig lokalpolitisk indflydelse og få aldersgennemsnittet ned i byrådene.
Kan gøre en forskel
En af dem er 19-årige Alexander Hansen fra Oue. Han er socialdemokratisk byrådskandidat i Mariagerfjord Kommune, og han drømmer om at få en plads i byrådet ved valget 16. november.
- Jeg mener, at der er en mulighed for at gøre en forskel og komme ind med et nyt perspektiv, siger Alexander Hansen.
Han ser gerne et politisk generationsskifte, så der kommer yngre kræfter ind i byrådet i Mariagerfjord Kommune.
- Det vigtigt, at de unge er med til at tage de konkrete beslutninger, der påvirker dem resten af deres liv, siger Alexander Hansen.
Unge med nye tanker
Og det er 21-årige Hanna-Maria Lyng, der formand Kristendemokratisk Ungdomsparti og byrådskandidat i Mariagerfjord Kommune, enig i.
- De unge kan have nogle nye tanker, og de kommer ind med nogle nye indspark, siger Hanna-Maria Lyng.
Hun mener, at det kan have en negativ effekt på de unges syn på samfundet, hvis de ikke selv føler, at de er repræsenteret.
- Det gør jo, at man som ung føler, at de ældre ikke lytter til os, for de tænker jo på deres egen aldersgruppe, siger Hanna-Maria Lyng.
Faldende stemmeprocent
Et er selve de unge kandidater til lokalpolitik – men gider de unge i det hele taget stemme?
Her viser det sig, at stemmeprocenten for de 18-årige faktisk er højere end gennemsnittet for alle stemmeberettigede.
Men til gengæld er stemmeprocenten for de 22-29-årige 15 procent mindre end landsgennemsnittet.
Se indslag fra ungdomspolitisk paneldebat i Hotspot i Aars:
Pizza og politik i Aars
Og torsdag aften i Hotspot i Aars var der såkaldt pizza og politik, hvor de unge kunne høre nærmere om, hvad ungdomspartierne i Vesthimmerlands Kommune står for.
Og det tilbud havde rundt regnet 30 unge taget imod.
En af dem var Lærke Fogh, der er elev på Vesthimmerlands Gymnasium og HF.
Hun ville gerne høre nærmere om, hvad partierne vil gøre for ungdommen og uddannelsessystemet, som hun mener trænger til en forbedring.
- Vi er mange, der er pressede til det yderste. Og måske ikke bliver set og hørt så meget, som vi burde, siger Lærke Fogh.
Hun håber, at arrangementet med ungdomspartierne kan være med til at skabe mere klarhed over, hvem hun skal stemme på.
- Det er spændende at høre, hvad de unge har at sige, så det ikke bare er en gammel mand, der står og snakker, siger Lærke Fogh.