Center aktiverer patienter og knækker cancer med malede sten
Uge 43 står i kræftbekæmpelsens tegn, og det har de taget til sig i Mou. På det lokale rehabiliteringscenter maler de sten, som de efterfølgende sælger til fordel for kræftens bekæmpelse. Foreløbig med stor succes.
På Rehabiliteringscenter Aalborg i Mou aktiveres kursisterne med stenmaling. Stenene sælges, og pengene går til Kræftens Bekæmpelse.
Døden fylder rigtig meget, når man bliver ældre. Flere af ens venner og måske ens ægtefælle går bort - blandt på grund af kræft. Men spørger du Marianne Særmark, kan den bevidsthed godt vendes til noget positivt.
Hun er aktivitetsmedarbejder på Rehabiliteringscenter Aalborg i Mou, der hjælper med genoptræning, og i anledningen af Knæk Cancer-ugen har hun arrangeret stenmaling på centret for kursisterne. De malede sten skal sælges, og pengene går til Kræftens Bekæmpelse.
- De fleste her er ældre, og de snakker meget om døden. Nogle af dem har selv kræft eller har mistet en til sygdommen. Sidste år kom jeg til at tænke på, at det var en skam, vi ikke havde lavet noget med Knæk Cancer-ugen, så jeg satte allerede projektet i gang efter sommerferien, så vi kunne male en masse sten i oktober, siger Marianne Særmark.
- Sten er nemme at have med at gøre, og så er de rigtig smukke, når de er blevet malet, fortsætter Marianne Særmark.
Hjælper genoptræningen på vej
Men det er ikke kun de ældre kursister på rehabiliteringscentret, der arbejder med stenene. Tirsdag er de lokale børnehavebørn også blevet inviteret til stenmaling, og selvom man er ung, kan man stadig godt have stiftet bekendtskab med den livsfarlige sygdom.
- Min farmors mand har haft kræft, og han er død nu. Nu tegner jeg et edderkoppespind på min sten. Den skal Kræftens Bekæmpelse sælge og få penge, så de kan hjælpe dem, der har kræft, siger Rikke Sjørup, der går i 0. klasse.
Projektet med stenmaling har ikke kun været med Kræftens Bekæmpelse for øje. Rehabiliteringscentret vil også gerne holde kursisterne i bevægelse og bidrage til deres behandling.
- Det er en oplagt aktivitet for os at engagere os i, fordi vi aktiverer vores kursister i stenmalingen. Der er rigtig meget aktivitet i det, og kursisterne hygger sig med børnene. Og så får de noget bevægelse, når vi går ned til brugsen og sælger tingene. Det er sådan, vi arbejder på rehabilitereingscentret. Vi pakker mange af vores træninger ind i de daglige aktiviter, så de får meget træning ud af det, siger lederen på Rehabiliteringscenter Aalborg, Hanne Hostrup.
Målet for stenmalingen har indtil videre været 10.000 kroner, og tirsdag er der allerede solgt sten for 7.000 kroner.