Lene har samlet servietter i 50 år - nu er de blevet udstillet
På Museum for Papirkunst i Hune kan man opleve papirklip af H.C. Andersen, Bit Vejle og decoupager af Dronning Margrethe. Men det nyeste på udstillingen er Lene Juul Pedersens private servietsamling eller i hvert fald et udsnit af den.
For 50 år siden, da Lene Juul Pedersen var en lille pige, begyndte hun at samle på servietter.
- Det var jo billigt legetøj for mig. Jeg kunne få timevis til at gå med at sidde og kigge på dem, siger hun.
Siden da er der kommet en hel del flere servietter til samlingen, der i dag tæller omkring 6.000 styk. 500 af dem bliver netop nu udstillet på Museum for Papirkunst i Hune, og det kan godt få Lene til at knibe sig i armen.
- Det er jo utroligt at se, hvordan de faktisk bliver behandlet som en museumsgenstand, siger hun og fortsætter:
- Og tænk sig, at Dronning Margrethes kunst bliver udstillet lige på den anden side af væggen her. Det er nærmest ikke til at forstå.
Lenes liv i servietter
Udstillingen er inddelt i temaer, der repræsenterer samlerens liv. Hun har for eksempel haft en særlig interesse i servietter med dyremotiver, da hun altid har været omgivet sig med dyr.
- Vi havde engang en and, der altid gik rundt i hælene på min mand. Derfor betyder den serviet også meget for mig, siger hun.
På samme måde er der også et maritimt tema, der går igen i samlingen. Lene er nemlig uddannet fra Aalborg Værft, og hendes nære familie har også været beskæftiget i den branche.
Peter Plys
Lenes mand, Peter, har fået sin egen søjle i udstillingen. På sit arbejde blev han kaldt for plys, og derfor begyndte Lene også at samle på Peter Plys-servietter.
Men det er ikke kun gode minder, hun har med servietterne. Hun har også gemt servietter fra de hårde perioder i livet.
- På et tidspunkt var jeg ved at miste min mand. Han var indlagt på sygehuset i to måneder, hvor han fik en ny hjerteklap, og der blev livet meget skrøbeligt, siger hun.
Derfor er der på Peters søjle en 'Region Nordjylland-serviet'.
En interesse, der fylder
Den lidt særprægede hobby kræver en del opbevaringsplads, og det er Lene begyndt at overveje, hvordan hun skal løse i fremtiden.
- Når man bliver ældre, så skal man jo på et tidspunkt flytte i et mindre hus, og der får vi nok ikke plads til at få alle servietterne med, siger hun.
Til den tid håber hun, at nogen i familien har lyst til at arve servietterne, og hvis ikke, har hun en plan om at donere dem til Museum for Papirkunst, hvor de er udstillet frem til starten af oktober.