Umage makkerpar vil redde lille landsby - forventer en arbejdsuge på 70-100 timer
Foto: TV2 Nord
Det er den blot 24-årige Jacob Gerlev Jensen, som bliver ny købmand i Birkelse.
Onsdag er der to borgermøder i Birkelse - et klokken 11 efter ønske fra de ældre - og et klokken 19.
Det sker, da der er så stor borgerinteresse om den nye købmand i byen, hvor en lokal ildsjæl har haft pengepungen fremme.
Siden maj har Birkelse nemlig været helt uden brugs.
- Jeg tror på, at hvis ikke der er en skole, og der ikke er en købmand, så går det den gale vej, og så lukker man lige så stille byen, fortæller Jan Holsko, der er ejer af Birkelse Kro, og som har købt bygningen, hvor købmanden skal være.
Og det er altså et lidt umage makkerpar, som har slået pjalterne sammen.
Det bliver nemlig den blot 24-årige Jacob Gerlev Jensen, som bliver købmand for forretningen. Han lader sig dog ikke skræmme af, at butikken sidst måtte lukke på grund af energikrisen.
- Selvfølgelig er det lidt skræmmende at tænke på, at den har været nødt til at lukke ned. Men når jeg kommer som selvstændig købmand, og jeg kan selv tilpasse sortimentet, så kan jeg jo selv ligge en masse timer, siger den kommende købmand og fortsætter:
- Som jeg har sagt til min kæreste derhjemme, så kommer jeg i hvert fald til at arbejde et sted mellem 70 og 100 timer om ugen. Så der er jo ikke så mange omkostninger til løn og sådan noget.
Hjælper købmanden billigt i gang
Onsdag formiddag blev planerne første gang præsenteret for borgerne i Birkelse, som flere lokale ildsjæle har arbejdet på at sætte i værk i samarbejde med dagligvarekoncernen Dagrofa.
Jan Holsko, som nu ejer bygningen, ville have en købmand i bygningen, og ellers var han ikke interesseret. Han vil også hjælpe købmanden billigt i gang med en lav husleje.
- Det er helt klart min overbevisning, at når vi kommer i gang, så vil folk bakke op og vide, hvad det betyder, hvis ikke vi har en købmand, siger Jan Holsko.
Håbet i Birkelse er, at købmanden kan åbne til sommer.
Du kan se hele indslaget herunder: