Ulven er løs på Øland
Ulven er nu også ved at have bidt sig fast i Nordjylland
Jægere og lodsejere har set flere sikre spor af ulv i skovene på Øland nær Brovst.
Mette Glarborg ejer en stor del af skoven på Øland. Hun er ikke længere i tvivl om, at hun nu deler den med en ulv.
- En af mine jagtkonsortier har fortalt mig, at de har fundet et kadaver af et rådyr , der var fuldstændig splittet ad. De sagde at det var en ulv, der havde gjort det, og det grinede vi først lidt af. Men så ringede de fra det andet korsortie og sagde, at nu var der fundet fodspor i skoven, siger Mette Glarborg.
Tage Nielsen står for en del af jagten i skoven og har med ejne øjne set sporene. De blev fundet i mudderet ved en lille dam. Et foto blev sendt til en ulveeskpert, der bekræftede aftrykket. Men også Tage Nielsens jagtkammerater har fundet mere håndfaste tegn på ulven.
- Vi har også haft et rådyr, som vi havde schweisshund ude efter, fordi det ikke blev fundet, hvor det blev skudt. Hundeføreren fandt det først dagen efter, og da var det ædt rub og stub, siger Tage Nielsen.
Folk er altså utrygge ved det og snakker meget om det.
Både jægere og skovejer er betænkelige ved ulvens tilstedeværelse på Øland.
- Jeg er ikke bange for det endnu, men bliver det værre, kan det jo godt være, at man tænker sig lidt om, siger Mette Glarborg.
- Folk er altså utrygge ved det og snakker meget om det. Der er jo mange her på Øland, der er glade for at gå en tur i skoven, siger Tage Nielsen.
Ulven er fredet af Naturstyrelsen og dermed beskyttet af staten. Men Mette Glarborg tror at det ville forholde sig anderledes, hvis der var ulve løs på Sjælland.
- Vi kunne jo sætte to ulve ud i Dyrehaven!. Så kunne det være, at der kom lidt forståelse for vores situation. Jeg synes bestemt ikke, at den skal være her, for den hører ikke til i et så tæt befolket område som Danmark, siger Mette Glarborg.