Ultraløberen Stine Rex på vej mod 48 timers løb: - Jeg føler, det kører nu
Den nordjyske ultraløber Stine Rex er i fuld gang med sit rekordforsøg, hvor hun vil løbe så langt hun overhovedet kan på 48 timer. Vi gør status med hende efter 35 timer.
Det var en særdeles positiv og optimistisk ultraløber Stine Rex, TV2 Nords reporter Sofie Bach mødte lørdag aften kort før klokken 20. Stine Rex havde løbet mere end 30 timer i sit forsøg på at slå verdensrekorden i 48 timers ultraløb.
Den nordjyske ultraløber Stine Rex er lørdag fuld af fortrøstning over at gennemføre sit 48 timers ultraløb, ligesom hun nu tror på, at der er en chance for at kunne slå verdensrekord.
Den officielle verdensrekord lyder på 397,103 km og er sat af japanske Sumie Inagaki.
Stine Rexs eget bedste resultat hidtil lyder på 335 km, sat i Fort Lauderdale i 2018, og det er samtidig dansk kvinderekord.
Når jeg får lyst til at sove, så siger Dan nej, og jeg bare skal fortsætte, så gør jeg det
Stine Rex. ultraløber, Aalborg
Lørdag formiddag var humøret ikke så højt, da regnvejr natten til lørdag næsten havde smadret hendes fødder, og hun blev nødt til at skifte sko fire gange.
Nu lyder meldingen helt anderledes.
- Jeg føler det kører, og jeg er så glad for at få at vide, at det ikke kommer til at regne i nat, siger Stine Rex.
Hun sørger for at spise og drikke en masse, og ser hun frem til natten til søndag at tage sig en lur måske på op mod en time.
Stine Rex sov slet ikke natten til lørdag, men var lørdag ved middagstid henne og hvile nogle minutter, inden hun igen kom på benene og tog fat på endnu flere runder i Fårup Sommerland, som lægger asfalt til den nordjyske ultraløbers usædvanlige løbetur.
Hun løber rundt og rundt på en 2,2 km lang opmålt og godkendt rute.
- Jamen, jeg løber bare, og jeg løber, fordi jeg er god til at løbe langt, lyder det fra Stine Rex, der lørdag aften også blev landskendt for sit rekordforsøg, da hun direkte i TV2 Nyhederne - i løbende stil naturligvis - fortalte om sit løb.
Med på sin tur har hun haft besøg af flere løbere fra nær og fjern, ligesom der langs ruter står folk og hepper på hende. Og helt uundværlig er hendes mand Dan Kristensen.
- Når jeg får lyst til at sove, så siger Dan nej, og jeg bare skal fortsætte, så gør jeg det, lyder det fra Stine Rex.
Dan Kristensen selv fortæller, at han har godt styr på sin hustrus tilstand under den voldsomt lange løbetur. De kender hinanden så godt, at han ved, hvornår hun bare har en krise, hun kan komme over - og hvornår det er alvor, og hun må stoppe.
- Hun løber så fint i dag. Hun har haft nogle kriser, sådan er det, men hun har da ikke kastet op, det har hun gjort før, når hun har løbet langt, siger Dan Kristensen.
Med til at hjælpe Stine Rex på vej på den lange tur er blandt andre Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, der lørdag formiddag løb en maraton på ruten i Fårup Sommerland.
- Det betyder noget for mig at kunne støtte DGI Huset, men i særlig grad at støtte Stine. Der findes kun en Stine - en der har så meget energi og vilje til at gøre noget for andre, og så sportsligt er hun helt enestående. Det at være med til at hjælpe hende, det vil jeg rigtigt gerne, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Samler ind til DGI-Huset
Rekordforsøget er også et velgørenhedsløb, hvor Stine Rex samler penge til sin arbejdsplads, DGI-Huset i Aalborg, der som så mange andre steder er ramt hårdt økonomisk af coronakrisen.
- Det betyder meget for mig, at jeg ved at lave det her løb kan bidrage til at støtte DGI-Huset, som betyder så utroligt meget for rigtig mange mennesker. Jeg vil gøre alt for at bidrage til, at huset kommer godt ud på den anden side af corona-krisen, siger Stine Rex.
- Hun løber så fint i dag. Hun har haft nogle kriser, sådan er det, men hun har da ikke kastet op, det har hun gjort før, når hun har løbet langt
Dan Kristensen, gift med Stine Rex
Lørdag er der allerede rullet omkring 23.000 kroner ind via mobilpay til støtte for Stine Rex og DGI Huset.
Det endelige beløb bliver først opgjort søndag formiddag.
Se med på tv2nord.dk allerede fra klokken 7 søndag morgen, når vi sender direkte fra det ekstraordinære løb i Fårup Sommerland og følger Stine Rex tæt på vej mod målstregen, som hun rammer klokken 9.
Kan du ikke vente, så live-streamer vi også hele natten - både på her på siden og på TV2 Nords Facebook side - https://www.facebook.com/tv2nord/videos/665229764317551/