Tiltalt for snyd i flere år: Stjal strøm for over en kvart million
Det er sin sag at stjæle strøm for over en kvart million kroner.
Præcis hvordan det overhovedet skulle være muligt, det står hen i det uvisse, indtil sagen kommer for retten.
Men i hvert fald er en 55-årig mand fra Han Herred tiltalt for at være strømtyv i den helt store stil.
Politiet mener, det er lykkedes manden at hugge strøm uden om elmåleren på sin bopæl i en periode fra november 2018 og tre et halvt år frem.
I alt er der røget intet mindre end 123.000 kilowatt-timer uden om el-måleren til en værdi af cirka 265.000 kroner.
Normalt regner med man, at et normalt el-forbrug i en husstand med fire personer ligger på omkring 5.000 kilowatt-timer årligt, så strømkablet til mandens hus må have været rødglødende, hvis tallene i anklageskriftet står til troende.
Om de gør det, skal Retten i Hjørring kigge nærmere på, når sagen efter planen skal for retten tirsdag.
Det fremgår ikke før sagens start, hvad den 55-årige mand siger til den noget usædvanlige anklage.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.