Stak af fra politiet med 200 kilometer i timen
Foto: Anderst Hestbek
Patruljen mistede kontakten til køretøjet, men efter en ihærdig eftersøgning blev bilen fundet forulykket i Halvrimmen. Bilen var kørt ind i en hæk og højre fordæk var rykket af fælgen. Arkivfoto
Med mindst 200 kilometer i timen stak en bilist natten til tirsdag af fra politiet, da ordensmagten fattede mistanke til såvel bil som fører ved McDonald's i Aabybro.
En patrulje fra Nordjyllands Politi fattede mistanke til at noget var galt med et køretøj, der holdt ved McDonald’s i Aabybro tirsdag nat ved 1-tiden.
Da patruljen tjekkede nummerpladerne i registret blev det klart, at nummerpladerne var afmeldt og i øvrigt ikke hørte til det bilmærk, som de var monteret på.
Patruljen havde kortvarig kontakt med køretøjet, der kørte fra stedet i meget høj hastighed. Patruljen kørte efter, og det blev skønnet, at flugtbilen kørte med mindst 200 kilometer i timen.
Patruljen mistede kontakten til køretøjet, men efter en ihærdig eftersøgning blev bilen fundet forulykket i Halvrimmen. Bilen var kørt ind i en hæk og højre fordæk var rykket af fælgen.
Patruljen gav ikke op og efter lidt politiarbejde blev passageren fundet et stykke fra uheldsstedet.
Føreren var der ikke, men han er identificeret. Politiet skal have en snak med føreren, når han dukker op igen.