Spillerne i Jammerbugt FC har igen ikke fået løn i tide
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Spillerforeningen og spillere i fodboldklubben bekræftede tirsdag morgen, at der igen ikke er blevet udbetalt løn.
Spillerne i fodboldklubben Jammerbugt FC har igen ikke fået udbetalt løn.
Sådan lød meldingen tirsdag morgen fra Spillerforeningens vicedirektør Allan Reese overfor TV2 Nord.
- Vi taler ikke med Klaus-Dieter Müller, men kun hans advokat Lars Kühnel. Vi har bedt ham hurtigst muligt komme med en forklaring på, hvorfor der igen mangler at blive udbetalt løn, siger Allan Reese til TV2 Nord.
TV2 Nord har her til formiddag været i kontakt med to spillere som bekræfter, at lønnen ikke er rullet ind.
Men ved 11-tiden var pengene altså gået ind for den ene af dem.
Sendt til inkasso
Mandag sendte Jørns Busrejser desuden klubben til inkasso på grund af manglende betaling.
- Det har vi gjort, fordi efter mødet sidst i april, der lavede jeg nogle aftaler med Klaus-Dieter Müller (ejer af Jammerbugt FC, red.), og dem er han stoppet med at overholde, siger Finn Jensen, der er direktør i Jørns Busrejser.
TV2 Nord har forsøgt og forsøger fortsat at få en kommentar fra Jammerbugt FC's ejer Klaus-Dieter Müller.