Papir, farveblyanter og limpistoler er i centrum på et nyt kreativt værksted på Universitetshospital Nord.
Kreaheltene står bag projektet, der er blevet til med en donation på godt en halv million kroner fra Spar Nord Fonden.
I krearummet håber man, at fantasi og kreative projekter kan tage børnene væk fra dagligdagen med sygdom. 7-årige William Kronborg Bertelsen er særligt fascineret af militærting og laver et jagerfly i papir.
- Det er sjovt at være hernede, fordi man kan lave alt, forklarer William Kronborg Bertelsen, der på grund af en lungesygdom er kommet på sygehuset, fra han var få måneder gammel.
Kreaheltene er kommet på børneafdelingen i fem år, og derfor har 7-årige William allerede lavet flere kreative projekter som et bamsehospital og hans egen hospitalsstue.
- Jeg har set alt på sygehuset, og så laver jeg det bare, forklarer han om sin inspiration.
For Williams mor, Kia Kronborg, er muligheden for et kreativt afbræk en vigtig del af hverdagen med en kronisk sygdom i familien.
- Det betyder, at det ikke skal være en kamp at komme på sygehuset, og at det ikke skal være en træls ting, påpeger Kia Kronborg, der med det nye værksted får en lidt nemmere gang på sygehuset.
- Nogle gange har vi jo gået og ledt efter kreaheltene, inden vi skulle hjem og fået sygeplejersker til at ringe til dem, bare fordi han vil sige hej og farvel.
Alle er velkomne
Det nye rum på sygehuset har åbent hver tirsdag og torsdag, og alle børn må være med, om så man er patient eller pårørende.
Det glæder en af kreaheltene, Lise Vandborg.
- Vi ser jo, at børn blomstrer fuldstændig op, når de ser noget andet end kitler. Børn får lov til at være børn i stedet for at tænke på kanyler og stik, og alle de ting, der hører til på sygehuset, fortæller Lise Vandborg og uddyber.
- De har jo brug for at få andre inputs i deres hverdag. Måske er de for syge til at komme i skole eller SFO, og så kan de komme her og lave krea med os, slutter Lise Vandborg.