Solouheld: Forbipaserende fandt blødende ung mand på mark
Politiet har en mistanke om, at manden var påvirket af alkohol.
En ung mand er natten til lørdag kommet til skade i et solouheld ved Udholmvej 46 i nærheden af Brovst.
Omkring klokken 00.45 opdagede nogle forbipasserende en forulykket bil, som lå langt ude på en mark. Føreren af bilen fandt de derefter gående et stykke vej fra bilen. Politiet mistænkte straks, at han var påvirket af alkohol. Derfor er der blevet foretaget en blodprøve.
Den unge mand blødte og blev kørt med ambulance til Aalborg Universitetshospital, hvor han fik konstateret indre blødninger og traumer i hovedet.
Manden ligger fortsat indlagt, men er uden for livsfare. Det oplyser vagtchefen fra Nordjyllands Politi Ole Buus til TV 2 Nord.