Smittetal under kontrol: Nedlukket sogn i Jammerbugt Kommune genåbner
Foto: TV2 Nord
Fjerritslev Gymnasium var hårdt ramt af coronasmittede elever i ugen op til, at sognet, som gymnasiet hører under, blev lukket ned.
Efter en uges nedlukning kan skole og idrætstilbud i Fjerritslev-Kollerup sogn igen åbne op. Smittetallene er for tredje dag i træk under Epidemiudvalgets kriterier for en nedlukning.
Smittetrykket i Kollerup-Fjerritslev Sogn i Jammerbugt Kommune er nu så meget under kontrol, at Fjerritslev Skole, Fjerritslev Gymnasium og SOSU Nords afdeling i Fjerritslev kan genåbne.
Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.
For femte dag i træk holder sognet sig nemlig under mindst ét af Epidemiudvalgets kriterier for nedlukning af et sogn. Og for 3. dag i træk er alle tre tal under risikoen for nedlukning.
- Det er meget glædeligt, at vi kan se frem til at genåbne Kollerup-Fjerritslev Sogn. Jeg vil gerne takke både skolen, SFO’en, gymnasiet og fritids- og idrætsklubberne for at håndtere situationen smidigt. Samtidig har forældre, børn og personale på de berørte institutioner vist stor forståelse for situationen, og det har været en stor hjælp. Nu kan vi alle heldigvis glæde os til en normal hverdag igen, fortæller boremester Mogens Christen Gade (V).
Sognet, der har Fjerritslev som sin største by, har været lukket ned siden tirsdag 13. april på grund af et for højt coronasmittetryk.
Her havde sognet et incidenstal på over 585, der var 22 nye smittede i løbet af ugen, og 2,5 procent af de testede fik en positiv test.
Den seneste uge - fra 12-18. april - har der i hele Jammerbugt Kommune været registreret 31 nye smittede.
Antal nysmittede i de enkelte sogne i Jammerbugt Kommune fra 12.-18. april 2021: