Slut med hestevæddeløb i Pandrup
Hestevæddeløbene i Pandrup har været afviklet siden 1934.
Styregruppen bag Pandrup Hestevæddeløb har besluttet, at det traditionsrige løb er kørt for sidste gang.
Pandrup Borgerforening og den øvrige styregruppe har besluttet at indstille alle aktiviteter omkring Pandrup Hestevæddeløb.
Beslutningen er truffet, efter at løbene er blevet aflyst tre gange inden for de seneste fire år. To gange på grund af coronaen og én gang på grund af dårligt vejr.
Formanden for Pandrup Borgerforening Henrik Larsen Kristiansen fortæller, at en enig bestyrelse er kommet frem til, at de de ikke længere kan løfte opgaven med at planlægge og afvikle det traditionsrige årlige hestevæddeløb.
- Det økonomiske aspekt er svært at komme udenom. Selv de år, hvor vi har haft mange løb på programmet, og vejret ikke har drillet, har det været svært for os at opnå økonomisk balance. Som forening er vi helt afhængig af at kunne skaffe heste nok til at kunne afvikle 10-12 løb, men de seneste år er det blevet stadig mere svært at skaffe hestemateriale til dette, siger Henrik Larsen Kristiansen.
Flere konkurrerende arrangementer
Han forklarer, at hestesporten har ændret sig med årene. Antallet af heste er ikke længere, som det var engang, og der er kommet mange flere arrangementer at konkurrerer med både lokalt og national.
Henrik Larsen Kristiansen fortæller, at de skiftende bestyrelser har kæmpet de seneste år for at holde liv i hestevæddeløbene, som har været afviklet siden 1934, og at den siddende bestyrelse før coronaen havde en forhåbning om at kunne vende skuden og udvikle væddeløbsdagen til en endnu større folkefest for at trække flere af byens borgere og turister til, men den økonomiske byrde er altså blevet for stor.
Styregruppen håber dog, at de heste og ryttere, som tidligere har deltaget i Pandrup Hestevæddeløb, fortsat vil finde vej til de tilsvarende hestevæddeløb i Asaa.
- Vi har altid haft et tæt og godt samarbejde med Asaa, og vi vil gerne bakke op om deres hestevæddeløb, som inden for en ganske kort årrække har 100 års jubilæum, siger Henrik Larsen Kristiansen.