G-strengen er gemt væk: Slut med ”Frække Sussi”
Foto: Gong John, Privatfoto
Sussi Nielsen vil hellere være kendt for at være energisk end fræk, fortæller hun i en ærlig snak med de ansatte på Skovsgård Hotel.
Hvordan var det at miste Leo? Tror du på et liv efter døden? Og hvordan er du blevet så ligeglad med, hvad andre tænker om dig?
Spørgsmålene står i kø, da 69-årige Sussi Nielsen – kendt fra den ikoniske popduo Sussi & Leo - besøger Skovsgård Hotel, hvor mennesker med særlige behov arbejder.
Hun er gæst i fjerde og sidste afsnit af ”Et meningsfyldt ophold”, som du kan se her – artiklen fortsætter under programmet.
Liv efter døden
Samtalen kommer vidt omkring, og de ansatte er blandt andet interesserede i at vide, hvordan det var at miste Leo, som Sussi dannede par med privat og professionelt i over 50 år.
- Det sværeste var, mens han var syg. Det var en lettelse, at han døde. Det kan godt lyde underligt, men det var bare så hårdt de sidste to år, siger Sussi Nielsen ærligt.
Hun har siden Leos død fundet kærligheden igen i Steen Nørholm Hansen, og parret skal giftes i 2025.
Leo er dog på ingen måde glemt, fortæller hun.
Hun tror på, at der er et liv efter døden, og hun føler, at hun har kommunikeret med Leo.
- Jeg prøvede på at mærke ham, og så fik jeg det varmt om maven. Pludselig fløj der et lille lys ud, og jeg hørte en lille stemme, der grinede. Så tænkte jeg: ”Der var du, din bandit,” siger Sussi Nielsen og tilføjer, at hun ikke selv er bange for døden.
Hun har også drømt, at Leo viede hende og Steen, og det tager hun som et tegn på, at Leo accepterer, at hun har fået en ny kæreste.
Slut med det frække
Sussi spiller fortsat op til dans efter Leos død – nu i orkesteret ”Sussi & Drengene”. Det er samme repertoire, som da Leo var med, men sceneshowet er anderledes.
Sussi er nemlig kendt for at vise en sexet g-streng frem, men den er nu gemt væk i skuffen til fordel for en mere tækkelig trusse.
Det fortæller Sussi, da de ansatte på Skovsgård Hotel spørger ind til Sussis ”bare røv”.
- Når jeg vender numsen til, har jeg almindelige trusser på, og så står der ”Steens røv,” siger hun.
Hun har længe tænkt på, at hun gerne ville lave om på sin måde at optræde på.
- Nu er det slut med det frække. Det er en billig måde at være sjov på. I stedet for at være "frække Sussi" vil jeg gerne være "energiske Sussi", siger hun og fortæller, at det blandt andet indebærer, at hun skal danse mere på scenen.
Se hele samtalen i ”Et meningsfyldt ophold” længere oppe i artiklen eller på TV 2 Play.