Slog buschauffør: Politi efterlyste mand i Citroën
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Nordjyllands Politi offentliggjorde et billede af en mand, der er mistænkt for at have overfaldet en buschauffør i Aabybro den 12. december. Manden er nu identificeret.
Opdatering: Nordjyllands Politi har nu identificeret gerningsmanden. Efterforskningen fortsætter, oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.
Den formodede gerningsmand er blevet identificeret. Vi takker for borgernes hjælp i sagen; efterforskningen fortsætter. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) December 28, 2020
Nordjyllands Politi efterlyste den formodede gerningsmand til en voldsepisode, der udspillede sig inde i en bus, der holdt på Aabybro Busterminal den 12. december omkring kl. 17.50.
Overvågningsbilleder fra politiets efterforskning af sagen viser, at den formodede gerningsmand gik ind i bussen, hvorefter han her tildelte buschaufføren et slag med flad hånd. Derpå forlod han bussen igen, og han forlod stedet i en bil.
Den formodede gerningsmand beskrives som dansk mand, cirka 45-50 år, sort skæg, iført blå/grøn jakke og trøje, blå/grå cowboybukser og briller. Køretøjet, som han kørte i, kunne formentlig være en grå/hvid Citroën C3.
- Vi har efterforsket i sagen lige siden, men det er ikke lykkedes for os at fastslå identiteten på den formodede gerningsmand til volden. Derfor går vi nu ud og efterlyser ham med billede, så han kan blive stillet til ansvar for sine handlinger, siger vicepolitiinspektør Sune Myrup, der opfordrer til, at man straks retter henvendelse til politiet, hvis man genkender den formodede gerningsmand, eller har andre relevante oplysninger i sagen.
Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.