Skyllet op på stranden: Otte døde marsvin fundet mellem Blokhus og Saltum
I weekenden blev otte døde marsvin fundet på stranden nord for Blokhus.
Otte døde marsvin er skyllet op på stranden mellem Blokhus og Saltum. Dyrenes tilstand er meget forskellig. De to bedst bevarede er nu blevet hentet af Naturstyrelsen med henblik på en obduktion af dyrene.
Da flere af dyrene er viklet ind i fiskegarn, kan dødsårsagen være såkaldt bifangst. Det er blandt andet det, obduktionen skal være med til at afgøre.
Charlotte Bie Thøstesen er biolog og naturhistorisk museumsinspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Museet er også en del af Beredskab for Havpattedyr, hvor man modtog meldingen om de mange døde marsvin. Ifølge hende kan der være flere årsager til de otte marsvins skæbne.
- Det er svært at sige. Hvis man kigger på de billeder, jeg har set, så er der nogle der kun er skeletter. De dyr, der er viklet ind i net, kan sagtens være viklet ind, efter de er døde. Dyrene kan have været døde i 14 dage, inden de er skyllet op. Samtidig er der også en stor bestand i området, så derfor vil der også være flere der, end andre lokaliteter, siger hun.
Opfordrer strandgæster til at holde afstand
De sidste seks marsvin bliver på stranden lidt endnu. De bliver hurtigt spist af fugle og mindre rovdyr i området. Selv om resterne fra marsvinene kan være spændende at iagttage for interesserede strandgæster, så opfordrer Charlotte Bie Thøstesen alligevel til, at man holder afstand til de døde marsvin.
- Generelt kan der være bakterier, der kan overføres til dyr og mennesker, så hvis man møder døde dyr ude i naturen, så skal man lade dem være, når man ikke ved, hvad de er døde af, siger Charlotte Bie Thøstesen.