Skoleklasse vinder andenplads i kreativ konkurrence med fokus på digitale krænkelser
Det endte med at blive eleven Dorica Kabalaya (tv.), der sikrede sin klasse, 7.B, andenpladsen i konkurrencen med sit kreative værk. Onsdag formiddag blev hun overrasket derhjemme, og det samme gjorde hendes klassekammerater, der fulgte med online.
7.B på Fjerritslev Skole har vundet 5000 kroner og en gavekurv i en landsdækkende kreativ konkurrence, som organisationen 'Bryd Tavsheden' står bag.
Onsdag blev en ekstra god dag for eleverne i 7.B fra Fjerritslev Skole.
Her fik de sig noget af en overraskelse, da det blev offentliggjort, at de har vundet en andenplads i en landsdækkende kreativ konkurrence.
Konkurrencen, som klassen deltog i, er lavet af organisationen 'Bryd Tavsheden', og i 2020 satte den fokus på digital vold og digitale krænkelser i et kæresteforhold.
- Eleverne skulle lave et kreativt produkt, hvor de skulle vise, hvad det gør ved andre mennesker, når de er udsat for digitale krænkelser på internettet, forklarer Berit Nødgaard, der er kontaktlærer på Fjerritslev Skole.
Det endte altså med at blive eleven Dorica Kabalaya, der sikrede 7.B andenpladsen i konkurrencen med sit kreative værk.
- Det forestiller en pige, der har gået meget igennem, og så er der en masse mennesker, der kigger på hende - hun føler sig alene, forklarer Dorica Kabalaya fra 7.B.
Nedenfor kan du se Dorica Kabalayas kreative værk.
Præmien består - foruden æren - af 5000 kroner og en gavekurv, som klassen nu skal dele.
- Vi er rigtig, rigtig glade, siger kontaktlærer Berit Nødgaard fra Fjerritslev Skole.
Dorica Kabalaya fra 7.B synes også, at hun har lært noget af at deltage i konkurrencen, og at beskæftige sig med emnet.
- For eksempel at vi ikke skal dele billeder, hvis vi modtager nogen, siger hun.
Formålet med organisationen 'Bryd Tavsheden' er at oplyse om, forebygge og afhjælpe børne- og kærestevold. Det gør de blandt andet gennem oplysningskampagner, rådgivning, temadage og en brevkasse.