Se billederne: Nu kan nordjysk campingplads blive din
Foto: Villadsen Ejendomshandel
Campingpladsen i Rødhus er til salg.
Blokhus Natur Camping kan fås for den nette sum af 5,25 millioner kroner.
Hvis man går med en campingejer i maven, så er det måske nu, man skal slå til. I hvert fald er Blokhus Natur Camping sat til salg.
Det meddeler Inge Vestergaard, som sammen med manden, Karsten Jepsen, driver stedet. Det har de gjort siden december 2017. Bare omkring fem kilometer derfra har parret også Blokhus By Camping, og de er nu nået frem til den konklusion, at det er for stor en mundfuld at styre begge steder.
- Vi må bare erkende, at vi har dobbeltjobbet i tre år nu, og det kan vi simpelthen ikke blive ved med at holde til, fortæller en ærlig Inge Vestergaard
Se billeder af campingpladsen:
Udfordret af corona
Blokhus Natur Camping, der tidligere hed Rimmensgaard Camping, har haft 6000 overnatninger indtil videre i 2022.
- Vi har haft det lidt svært under corona, fordi de udenlandske gæster ikke kom, men vores bookingtal er stigende. Der er mange, der gerne vil ligge med udsigt til højt græs, vilde rådyr og harer, der danser foran forteltet. Men de 6000 overnatninger er alt for lidt. Vi havde mange bookninger i løbet af sommeren, men vi har haft svært ved at få foråret og efteråret med, siger Inge Vestergaard.
Campingpladsen indeholder blandt andet servicebygning med toilet, brusebad og køkken, en butik samt en bålplads. På nuværende tidspunkt er der etableret 212 pladser, men ifølge lokalplanen er der mulighed for, at der kan være helt op til 500 pladser.
Det er Villadsen Ejendomshandel, der står for salget af Blokhus Natur Camping. Inge Vestergaard fortæller, at der allerede er flere interesserede, der har meldt sig på banen i forhold til et køb af stedet.