Eksklusivt interview: Samarbejdspartner reagerer på anklager mod stutteriejer

Foto: TV MIDTVEST

Samarbejdet mellem Hans Helmgaard Kristiansen og John Byrialsen går mange år tilbage, og nu reagerer han på de voldsomme anklager, der er rettet mod sidstnævnte.

I en ny TV 2-dokumentar, 'Mareridtet på stutteriet', anklager 73 tidligere ansatte og rideelever den tidligere stutteriejer John Byrialsen for at have udsat dem for krænkende adfærd.

En af John Byrialsens samarbejdspartnere reagerer nu på de voldsomme anklager.

Det drejer sig om erhvervsmanden Hans Helmgaard Kristiansen, der tidligere på året købte John Byrialsens heste fra det konkursramte Viegård Stutteri.

Hestehandlen mellem Hans Helmgaard Kristiansen og John Byrialsen er ikke de tos første møde - de har fulgt hinanden gennem mange år.

Sådan fordeler krænkelserne sig:

TV 2 Dokumentar har talt med 115 af John Byrialsens tidligere ansatte og elever i perioden 1988-2023.

  • 73 ud af 115 fortæller, at de har været udsat for krænkende handlinger som spænder fra mobning, hård tone og seksuel chikane til voldelige handlinger og voldtægt.

  • 67 ud af de 115 personer fortæller, at de har oplevet hård tone og eller mobning. Det tal dækker over episoder som at blive kaldt ”idiot”, ”bitch” og ”fed” til at få kastet ting efter sig, som f.eks. en møggreb, og blive fastholdt og tvunget til at drikke alkohol.

  • 33 ud af de 115 fortæller, at de har oplevet seksuel chikane fra John Byrialsen.  Seksuel chikane dækker f.eks. over sexistiske kommentarer og uønsket seksuel opmærksomhed og berøring, fortællinger om at vågne nøgen op i hans seng uden at kunne huske, hvad der er sket, og enkelte episoder, som kvinderne selv betegner som forsøg på voldtægt.

  • 14 ud af de 115 fortæller, at de har været udsat for voldelige handlinger fra John Byrialsen. Det dækker f.eks. over at blive skubbet til, blive udsat for kvælertag, blive slået eller få bank.

  • Fire ud af de 115 fortæller, de har været udsat for voldtægt.

  • 42 ud af de 115 fortæller, at de ikke selv har oplevet krænkende handlinger under deres tid hos John Byrialsen. Men cirka halvdelen af dem fortæller, at de har været vidne til krænkelser eller haft viden om krænkelser.

Note: Anette Borchorst, professor emerita fra Aalborg Universitet, har gennemgået TV 2s researchmateriale og har været med til at inddele krænkelserne i de forskellige kategorier.  

Kilde: TV2.dk

Hans Helmgaard Kristiansen gør det klart, at han ikke har set TV 2's dokumentar, og at han derfor ikke ved, hvad der er op og ned i sagen.

- Jeg ved ikke, hvem der siger hvad i det her, siger han, ligesom han ikke mener, at TV 2 har dokumentation for anklagerne.

Hans Helmgaard Kristiansen har altså stadig tillid til samarbejdspartneren, men nu afventer han også politiets arbejde.


Store navne byder sig til – fodbolddirektør er forundret

Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Henvendelserne har været mange, siden cheftrænerposten søndag blev ledig i Vendsyssel FF.

Vendsyssel FF står stadig uden træner, efter klubben søndag meldte ud, at de havde afbrudt samarbejdet med cheftræner Bo Zinck og assistenttræner David Olsen efter en skuffende start på sæsonen, hvor holdet ligger på en 10. plads i NordicBet Ligaen.

Men ifølge direktør Lars Glinvad afholder de i disse dage samtaler med flere emner til den ledige cheftrænerpost.

- Jeg og vi andre i Vendsyssel FF er positivt overrasket over, hvor mange henvendelser vi har fået angående jobbet, fortæller Lars Glinvad til TV2 Nord.

Tirsdag skrev mediet Campo, at Randers FC's assistenttræner Fatah Abdirahman er et emne i klubben. Noget som Lars Glinvad senere har afvist at kommentere på til TIPSBLADET.

De mange henvendelser Vendsyssel FF har modtaget vækker glæde hos direktøren.

- Vi har fået nogle henvendelser, hvor vi har tænkt 'vil den her trænerkapacitet virkelig flytte til Hjørring for at træne vores klub', og det tyder på, at det er et eftertragtet trænerjob, siger Lars Glinvad. 

Han fortæller, at klubben stadigvæk har samtaler med potentielle emner de næste dage, men de vil ikke forhaste sig, så der bliver ikke sat navn på en ny træner lige nu og her.

- Vi venter gerne en uge eller to for at være sikre på, vi har den rigtige træner, lyder det fra Lars Glinvad.

Vendsyssel FF spiller fredag aften kamp på udebane mod Hillerød, mens det andet nordjyske NordicBet Liga-hold, Hobro IK, hjemme møder bundholdet FC Roskilde. 


Det prisvindende mejeri tog i denne uge en af de helt store priser med hjem til Aabybro.

- Man er stolt af sit produkt, sin virksomhed og sit personale.

Det fortæller medejer af Aabybro Mejeri og søn til Niels Henrik Lindhardt, Niels Jørgen Lindhardt, som netop med stor succes har deltaget i mejerikonkurrencen ved International Food Contest i Herning.

Det nordjyske mejeri løb nemlig med den største pris, 'æresprisen', i kategorien 'Desserter, softicemix og iscreme' for deres kakao softice mix.

De tilmeldte blev bedømt på emballage, lugt, smag, konsistens, bygning, farve/indre og ydre/udseende. Og det var netop på smagen, at nordjydernes softice skilte sig særligt ud.

- Nu får vi lidt vist, at vi har fat i den lange ende.

Mejeriet tog også æresprisen i 2022 for deres saltkaramel flødeis.

Aabybro Mejeri modtog æresprisen for deres kakao softicemix. Foto: Aabybro Mejeri Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Niels Henrik Lindhardt er svært tilfreds med prisen, som han og sønnen Niels Jørgen Lindhardt og resten af mejeriet har modtaget. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Niels Henrik Lindhardt er svært tilfreds med prisen, som han og sønnen Niels Jørgen Lindhardt og resten af mejeriet har modtaget. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Ikke den eneste sejr nordjyderne tog med hjem

Ved konkurrencen, som forløb fra 1. til 3. oktober, er der ifølge mejeristen tilmeldt omkring 1000 produkter i en række kategorier fra forskellige mejerier primært i Norden.

Aabybro Mejeri/Ryå Is tog dog også flere priser med hjem i samme kategori.

Det blev nemlig blandt andet også til guld for deres saltkaramel flødeis og deres karamelfromage.

I kategorien blev der uddelt to gange guld, fem gange sølv og seks gange bronze, hvoraf nordjyderne vandt 10 af priserne - samt æresprisen, som der kun gives én af per kategori.

- Man tænker 'yes'! Man tænker på sit personale, der har gjort et virkelig godt arbejde.

Men selv med de nye priser og anerkendelsen skal der ifølge medejeren ikke hviles på laurbærrene.

- Nu skal vi bare fejre det med personalet og tilbage til hverdagen igen og opretholde den høje kvalitet.

Video: Niels Jørgen Lindhardt, der er søn af Niels Henrik Lindhardt, er gået i sin fars fodspor.


Maria havnede i stormvejr efter 'testikelmassage': - men det var det hele værd

Foto: (Privatfoto)

Maria Stigaards "testikelmassage" fik stor opmærksomhed, og klinikindehaveren modtog mange grimme beskeder. Men i dag betyder det, at flere mænd bliver hjulpet, påpeger hun.

- Det var da voldsomt overvældende, at alle pludselig kendte mig.

Maria Stigaard havnede i et stormvejr, da hun i forsommeren pludselig ramte mediernes forsider - primært på grund af sin ”testikelmassage”.

Hun har massageklinikken Bodysound på Mors, og her tilbyder hun blandt andet denne behandlingsform, som intet seksuelt har over sig, slår hun fast. Behandlingen er ment som en hjælp til mænds helbred.

Derfor var hun også glad for den store opmærksomhed, fortæller hun. Fordi det var med til at sætte fokus på noget, som hun synes er tabu i samfundet.

- Man negligerer mænds sundhed i det offentlige system. Mænd bliver mere og mere stressede, og det giver rigtigt mange forskellige symptomer, siger hun.

Det er her, Maria Stigaards nok mest berømte behandlingsmetode kommer til sin ret. Da TV MIDTVEST og andre medier omtalte klinikken og behandlingen tidligere i år, var det med fokus på den såkaldte ”testikelmassage”.

- Var det en dum idé, det her?

Maria Stigaard stillede sig dengang frem - og blev udskammet. Hun fik grimme kommentarer, og en del mennesker opfattede hende som én, der tilbød seksuelle ydelser.

Det fik hende til at stoppe op og overveje, om det var det rigtige at gøre - at sætte fokus på behandlingen på den måde.

- Jeg tænkte et kort øjeblik: Var det en dum idé, det her? Men jeg måtte holde fast i, at det var det ikke. Og da det værste havde lagt sig, var det hele en kæmpe succes, fortæller Maria Stigaard.

På sin klinik oplever hun nu, at mange flere mænd kommer i behandling. Og en del af dem har deres bedre halvdel med.

- Der er rigtigt mange kvinder, der ringer for deres mand. Eller som kommer ind på klinikken sammen med ham, siger Maria Stigaard.


Her er de! Mød de nominerede til Årets Nordjyske Ildsjæl

Tre nordjyder med hjertet på rette sted er nomineret til Årets Nordjyske Ildsjæl, og du kan møde dem lige her.

De har alle tre én ting til fælles. De knokler for at gøre hverdagen bedre for andre, og de gør gode gerninger uden at forvente noget igen.  

Sådan er de tre nordjyder, der er nomineret til Årets Nordjyske Ildsjæl i forbindelse med Årets Nordjyde.

Se Årets Nordjyde her

  • TV2 Nord Salto

  • www.tv2nord.dk

  • TV2 Play

Du kan desuden se og læse meget mere om Årets Nordjyde både før og efter showet på tv2nord.dk og på TV2 Nords profiler på Facebook og Instagram.

Showet sendes den 6. oktober klokken 19.45

Vinderen afsløres og prisen uddeles den 6. oktober, når TV2 Nord sender Årets Nordjyde.

De nominerede til Årets Nordjyske Ildsjæl er: 

Tove Fønss 

Foto: (Privatfoto)

Tove Fønss er nomineret for sit store engagement og mange initiativer i Hou og omegn.  

Hun har i en årrække været fast inventar i flere foreninger i byen og er med til at samle de frivillige, når der skal udføres en opgave. 

Senest har hun haft en stor rolle i opbygningen af Hou Mole – et stort areal af Hou Havn, som lokale kræfter har fået udstykket til aktiviteter, ligesom der er bygget et nyt samlingssted, Molehuset.  

Tove Fønss har bl.a. søgt fonde om penge til projektet og lagt utallige timers arbejde i at skabe et samlingspunkt for beboerne i Hou. 

Martin Agge Nørgaard 

Foto: (Privatfoto)

Martin Agge Nørgaard rejser ud til verdens brændpunkter for at arbejde som kirurg. 

Den nordjyske hjertekirurg, der til daglig arbejder på Aalborg Universitetshospital, er netop nu i Etiopien for Røde Kors for at udføre kar-, lunge- og hjerteoperationer.  

I foråret var han med til at åbne et felthospital i Gaza. Her arbejdede han en måned som kirurg i centrum af en væbnet konflikt. 

Det humanitære arbejde har siden 2024 bragt ham til udsatte områder i både Fiji, Pakistan, Sydsudan, Irak og Bangladesh.  

Lene Kryger Schade 

Foto: (Privatfoto)

Lene Kryger Schades hjerte banker for børnehjemsbørn i Polen. 

I 33 år har hun stået i spidsen for en sommerlejr i Danmark for polske børnehjemsbørn under navnet “Projekt Østbørn.”  

Gennem donationer og frivillig arbejdskraft sørger hun for, at over 30 børn hver sommer får en god oplevelse og et afbræk fra hverdagen. Et frisk pust, som de ellers ikke havde mulighed for at få. 

Men arbejdet stopper ikke, når sommerlejren er afviklet. Året rundt arbejder Lene Kryger Schade for at samle penge og ting ind til børnehjemmene i Polen. 

Se med når vinderen afsløres 

Spændingen om, hvem der ender med at løbe med prisen som Årets Nordjyske Iværksætter, bliver udløst den 6. oktober klokken 19.45. Her kan du se tv-showet Årets Nordjyde, som TV2 Nord afholder for ottende gang.  

I forbindelse med Årets Nordjyde bliver der uddelt i alt fire forskellige priser.

Læs om de fire priser her

Årets Nordjyske Ildsjæl

Årets Nordjyske Ildsjæl er en person, der knokler for at gøre hverdagen bedre for andre. En person, der sætter andres behov før sine egne og gør gode gerninger for andre uden at forvente noget igen. Ildsjælen kan hjælpe med stort og småt, hjælpe de få eller de mange, hjælpe lokalt eller mere bredt.

Årets Nordjyske Talent

Årets Nordjyske Talent er en person på vej frem indenfor det felt, personen har valgt at satse alt på – om det er professionelt eller i fritiden. Talentet er fremadstormende og dygtig indenfor sit felt. Det kan være indenfor sport, kultur eller noget helt tredje. Her er tale om en person med stor vilje og gejst.

Årets Nordjyske Iværksætter

Årets Nordjyske Iværksætter er en person på vej frem i det nordjyske erhvervsliv. Iværksætteren har fået en god idé og har satset stort på at føre den ud i livet. Iværksætteren er nu ved for alvor at bide sig fast indenfor sit marked, og på den måde tager del i at fremme Nordjylland.

Årets Nordjyske Ambassadør

Årets Nordjyske Ambassadør er en toneangivende, kendt person, som på den nationale og/eller internationale scene har medvirket til at sætte et positivt lys på Nordjylland. Ambassadøren har nordjyske rødder i bred forstand og har med sin optræden, indsats og personlige karisma haft særlig stor betydning for at øge den nordjyske selvforståelse, stolthed og egenart. Ambassadøren er for længst slået igennem indenfor sit felt og er et velkendt navn både i og udenfor regionen.

De seneste dage har vi præsenteret de nominerede til Årets Nordjyske Talent og Årets Nordjyske Iværksætter

Showet sendes fra Støberiet i Nibe, og det kan ses på TV2 Nord – på TV2 Nord Salto, på www.tv2nord.dk og på TV2 Play. 

Ved prisuddelingen kan du også glæde dig til at opleve sangerne Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl, der i år er rejst på tourné med en række akustiske koncerter – og ved den lejlighed slår de et smut forbi Årets Nordjyde for at underholde. 

HUSK: Du kan se Årets Nordjyde på TV2 Nord SALTO, www.tv2nord.dk og på TV2 Play den 6. oktober klokken 19.45.


600 enige børn: - Vi har ret til at blive hørt

Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord

Børn oplever, at deres mening ikke tæller lige så højt, som de voksnes, og det blev der talt om.

- De voksne lytter ikke.

- Hvis man kommer fra et andet land, skal man behandles ens.

- Når jeg kommer hjem og siger, at jeg føler mig uden for, er der ikke nogen, der lytter.

Sådan lød et par af kommentarerne fra de godt 200 børn, der var samlet i Musikkens Hus tirsdag eftermiddag. Og tidligere på dagen var udtalelserne enslydende fra 400 andre børn.

Vi har ret til at blive hørt

Børns rettigheder var temaet for tirsdagens event, hvor byens 5.-7. klasser var inviteret inden for for at blive klogere på og snakke om, hvilke rettigheder, de har.

TV-vært Sofie Østergaard havde påtaget sig rollen som konferencier og understregede vigtigheden af at lytte og blive lyttet til.

- Er der nogen af jer, der har oplevet ikke at blive lyttet til? spurgte Sofie Østergaard, hvorefter en skov af hænder røg i vejret.

Sofie Østergaard har som UNICEF-ambassadør en stor interesse i at fortælle børn og unge i hele Danmark, at de har lige så meget ret til at ytre sig som de voksne.

- Børn og unge skal have ret til at sige, hvad de mener, siger Sofie Østergaard ud til publikum.

Se hele indslaget her:

Nytårstaler i børnehøjde

Netop derfor var formålet med eventet i Musikkens Hus at motivere børnene til at bruge deres stemme. Og det har UNICEF i samarbejde med TV 2 givet børn i hele landet mulighed for. Alle de følelser, oplevelser og tanker børn går rundt med, opfordrer UNICEF børn til at skrive ned og formulere til en tale, der kan blive hørt og set af millioner af danskere.

- Der skal være flere ressourcer klar til folk, som har det sværere med nogle emner end andre folk. For eksempel hvis jeg har det svært med matematik, burde jeg få ekstra hjælp af læreren, lød det fra Damian Weijgers fra 5.A på Sønderbroskolen.

Sidste år opfandt UNICEF og TV 2 nemlig konceptet 'børnenes nytårstale', som gentages igen i år. Derfor bliver den bedste tale afspillet på TV 2 1. januar 2025, hvor hele Danmark kan se med. Ifølge Sofie Østergaard skal de udnytte den mulighed.