Rod hos kommunen kan koste Ina jobbet: - Jeg ved ikke, om jeg er købt eller solgt
Rengøringspersonale i Jammerbugt Kommune er usikre på fremtiden.
- Jeg sover nok kun fire timer om natten pt. Og jeg har så ondt i hovedet.
Sådan lyder det fra Ina Ulla Bach, hvis tanker rumsterer i nattetimerne.
Hun er ansat som rengøringsassistent hos Kongsvang Cleaning, der varetager rengøringsopgaver i Jammerbugt Kommune.
Men rod i kommunens udbudspapirer betyder, at hun ved ikke, om hun har et job om en måned.
Tilbage i 2019 besluttede Jammerbugt Kommune, at de ville udlicitere rengøring til private leverandører. Ulla Ina Bach blev i den forbindelse ansat hos Kongsvang Cleaning.
Udliciteringen skabte en del ballade. Blandt andet sager om mangelfuld rengøring på skoler og børnehaver. Alligevel besluttede kommunen i oktober 2023 at fortsætte ordningen.
Rengøringsopgaven blev derfor sendt i udbud.
- Det er en god ide at afprøve prisen, især i en tid hvor kommunen er presset økonomisk, siger Mogens Christen Gade (V), der er borgmester i Jammerbugt Kommune.
Men væsentlige fejl i udbuddet har gjort, at udbudsprocessen skal gå om. Og det går nu ud over rengøringspersonalet, der er landet i en ventposition.
- Det er decideret ubehageligt. Jeg har det så dårligt, det er ikke rart, når man ikke ved, om man er købt eller solgt, siger Ina Ulla Bach.
Ingen sikkerhed
Ina Ulla Bach har været ansat hos Kongsvang Cleaning i fire år. Men hendes kontrakt løber nu kun til 31. marts i år.
Og hun er langt fra den eneste, der er påvirket af den tvivlsomme situation, fortæller Danni Lage, der er faglig medarbejder hos 3F Midtvendsyssel.
- Det er psykisk dårligt arbejdsmiljø, når de ikke ved noget som helst. Det er dybt frustrerende for alle vores medlemmer, siger han.
Men ifølge borgmester Mogens Gade, er der ingen grund til bekymring.
Fejlen i udbudspapirerne har fået kommunen til at forlænge aftalen med Kongsvang Cleaning i seks måneder, indtil de har fundet ud af, hvem der skal stå for rengøringen fremadrettet.
- Det er jo sådan, at når ting udbydes, kan man jo ikke være sikker på, hvilken virksomhed der får den. Men til hver en tid er der da brug for medarbejderne. Om det så er der eller i en anden virksomhed, siger han.
Ina Ulla Bach vidste ikke, at kontrakten med hendes arbejdsplads var forlænget seks måneder. Og selvom det da er et lille plaster på såret, er hun stadig i tvivl om, hvad der skal ske fra sommer.
- Jeg ved da godt, jeg bare kan søge jobbet igen. Men der er jo ingen garanti for, at jeg eller mine kollegaer bliver ansat, afslutter hun.