Rekordmange havørne ved Vejlerne
Havørnen er Europas største ørn, men i mange år har den været fordrevet fra Danmark. Nu tyder meget på, at den er på vej tilbage.
Havørnen er Europas største ørn, men i mange år har den været fordrevet fra Danmark. Nu tyder meget på, at den er på vej tilbage.
En mastodont er efter mange års fravær igen tilbage i Nordjylland.
- Her på Vejlerne er der i øjeblikket garanti for at se havørnen, det tør jeg næsten godt at love, fortæller reservatleder ved Vejlerne, Niels Lisborg, til TV2 Nord.
I 1917 var havørnene i Danmark fordrevet på grund af ulovlig jagt og først i 90´erne er det lykkes at få havørnen til at komme tilbage til landet.
En af de foretrukne levesteder for Europas største ørn er Vejlerne, hvor der er rig mulighed for at fange føde.
- Den slår på fisk herude. Den tager alle slags fisk, men den tager også en and eller en gås, siger Niels Lisborg.
Vejlerne vil i 2019 have omkring 130.000 besøgende, og mange kommer for at få et glimt af havørnen, der kan have et vingefang på op mod 2,5 meter.
- Det er fantastisk, de er jo flotte og har et kæmpevingefang, forklarer Grethe Spandet fra Humlum til TV2 Nord.
- Selvom man ikke er fuglemand, synes de fleste mennesker, at de her store vingefang er spændende, siger Niels Lisborg.
Mere tillidsfulde
I 2019 er 130 havørne fløjet fra reden landet over.
De store fugle er generelt blevet mere tillidsfulde over for mennesker, og mange af ungerne er i endt i Vejlerne.
- Ørnene har fundet ud af, at vi mennesker måske ikke er helt så farlige som vi har været engang. det bevirker at ørnene har fundet ud af at slå sig ned lidt tættere på menneskelig aktivitet, siger Niels Lisborg.