Razzia af lastbiler afslører fejl på bremser
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
53 køretøjer blev vinket ind til siden.
Flere chauffører fik en løftet pegefinger af Færdselsstyrelsen, og andre blev sendt direkte på værksted.
53 lastbiler blev tirsdag vinket ind til siden på Thistedvej nær Birkelse. Her var der nemlig lastbilsrazzia. Særligt bremseklodserne fik et tjek på køretøjerne, og det skulle også vise sig at være nødvendigt i flere tilfælde.
- Størstedelen af de fejl, som vi finder, er bremsefejl, og det er vigtigt, at man får udbedret sådanne fejl hurtigst muligt, siger inspektør i Færdselsstyrelsen, Jens Maegaard.
Alt i alt var der fejl på 16 ud af de 53 lastbiler. Mest alvorligt var det på seks af dem, hvor chaufførerne blev bedt om at køre direkte til nærmeste værksted for at få udbedret skaderne.
11 køretøjer kan se frem til en synsindkaldelse i e-boks, og derefter har vognmændene fire uger til at få bilen synet.
Fangsterne ligger på det sædvanlige niveau
Færdselsstyrelsen fortæller, at antallet af sager ligger indenfor normalen.
- Det har været en god dag. Vi har fået sendt de køretøjer, der ikke var ordentligt vedligeholdt på værksted, så det har været en god kontrol, og udbyttet ligner meget det, som vi plejer at se, siger Jens Maegaard.
Ingen køretøjer var så alvorligt misvedligeholdt, at de fik et decideret køreforbud.
VIDEO: Se hvordan razziaen foregik: