Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Presset erhverv: Værste minkkrise i 30 år

Foto: Greg Baker, Ritzau/Scanpix

De nordjyske minkavlere gennemgår en af de værste kriser nogensinde.

Et barskt udskillelsesløb mellem minkavlerne står på lige nu. Nogle går konkurs. Andre holder ud, selvom det koster over en million kroner om året at gå på arbejde. Og så er der dem, der bare lukker ned i tide.

Tidligere minkavler Preben Tonnisen i Øster Hornum står ved siden af sine mange, tomme minkburer

Preben Tonnisen i Øster Hornum har været minkavler i 33 år, men vil ikke være med mere, og har lukket samtlige minkbure. Han gjorde det i tide og frivilligt og lever i dag af at være tømrer.

- Her på farmen havde vi 11.000 dyr, når der var fyldt op om sommeren. I vækstperioden havde jeg en fuldtidsansat til at hjælpe med at passe farmen, men det gik efterhånden for svært med afsætningen. Indtjeningen var ikke som før, så sidste år tog jeg beslutningen og sagde til min familie, at nu vælger jeg at stoppe. Der var ingen af børnene, der var interesseret i at fortsætte, så jeg valgte bare at pelse ned, siger Preben Tonnisen.

Video: Se hele historien

Dramatisk prisfald

I år er prisen pr. minkskind 198 kroner - en mildt sagt dårlig pris i forhold til de 277 kroner, det ifølge Landboorganisationen LandboNord koster at producere et skind. Og en særdeles dårlig pris i forhold til 2013, hvor avlerne kunne få 612 kroner pr. skind.

- Her i Nordjylland er der op imod 600 farme, og jeg vil anslå, at vi har i hvert fald 150 farme, der lukker. Mange lukker frivilligt som Preben Tonnisen, men vi ser også konkurser. Det er klart, at situationen bliver vanskelig, når vi har en familie med en medarbejdende ægtefælle. Så skal vi ud og kigge efter to lønindtægter, når vi skal hjælpe, siger Kenneth Rønfeldt, virksomhedsrådgiver i LandboNord.

Det giver ifølge LandboNord et underskud på 79 kr. per skind i år.

På den anden side af Limfjorden - på Gjøl - mærker en anden minkavler, Poul Frederiksen, også de dårlige tider, men han kører stadig med fuld produktion. Sæsonens første produktion af skind er netop blevet tørret, gjort klar til auktion og bliver hentet af en lastbil. Nu går julen og det meste af vinteren med at håbe på bedre priser.

- Og vi kender først de priser, når hammeren rammer i bordet i februar måned. Så det er lidt lang ventetid, siger Poul Frederiksen, for hvem et liv uden arbejdet med mink ikke kan komme på tale.

Lige nu koster det mig over en million kroner i tab om året. Sådan er det, når der er krise. Så må man smøge ærmerne op, og bare tage fat

Poul Frederiksen, minkavler

- Jeg har været pelsdyravler i 38 år. Det her er mit hjem. Jeg er født og opvokset her, og har arbejdet med mink hele mit liv. Lige nu koster det mig over en million kroner i tab om året. Sådan er det, når der er krise. Så må man smøge ærmerne op og bare tage fat, siger Poul Frederiksen.

Poul Frederiksen nægter at stoppe som minkavler, selvom det er svære tider i branchen. 

Antallet af ansatte er skåret ned på nær i pels- og parringssæsonen. Ellers er det avleren selv, konen og sønnen, der alene står for produktionen. Sønnen kan ikke leve af det hele året og har i januar og februar arbejdet som tømrer.

-Jeg er heldigvis udlært tømrer og skal også ud i januar og februar i år. Der kan jeg så arbejde om dagen og rydde sne om natten. Så passer min far minkfarmen, siger Jesper Frederiksen.

Faderen er optimistisk. Han hæfter sig ved, at der på verdensplan sælges henved 45 millioner skind om året, og at produktionen, efter hans mening, passer godt til tiden.

- Minkavl er noget af det mest bæredygtige, der er, fordi alt fra minken bliver brugt – blandt andet på fjerkræ- og fiskemelsfabrikker, siger Poul Frederiksen.

Stærkt sammenhold

Preben Tonnisen i Øster Hornum er glad for at være tømrermester nu, men han har svært ved at acceptere, at det går så skidt for minkfaget.

- Det er brandærgerligt, for det er et rigtigt godt erhverv, som jeg har haft mange gode år med.

Preben Tonnisen tager stadig tager ud som skinddommer. Han har gennem årene fået flere priser for sine egne minkskind, og kommer ud til kolleger, for at hjælpe med at sortere avlsdyr.

- Der er et fantastisk sammenhold i den branche. Det er helt unikt, hvad der har været af gode venskaber, som man har fået gennem tiderne. Det er måske nok det, jeg savner allermest ved at være stoppet, siger Preben Tonnisen.

 

Eksporteventyret, der forsvandt

Engang var mink et af de helt store eksporterhverv i Danmark. Nu ser det anderledes ud, viser tal fra LandboNord.

- I 2013 eksporterede vi for cirka 13 mia. kroner skind – hvor vi i dag ligger på 3,4 mia. kroner. Det viser jo bare, at det virkelig er op og ned i minkbranchen, siger Kenneth Rønfeldt, virksomhedsrådgiver i LandboNord.

Brancheeksperterne vurderer dog, at der kan være en smule håb for minkavlerne.

- Krisen har været langvarig og hård den her gang, men salget af skind ser nu ud til at blive lidt mere stabilt. Samtidig bliver der færre skind til salg. Og så har vi også en skindbeholdning, der har været frosset ind, som også falder. Så der bliver færre skind til salg næste år, siger Kenneth Rønfeldt.

Nye investeringer

LandboNord hjælper de trængte minkavlere med rådgivning – og går for eksempel med i banken i forsøg på at få finansiering til forretningen næste år. Nu kan der også være hjælp på vej fra en helt anden kant – investorer, som er parat med kapital.

Video: Der er måske hjælp at hente i investorer

- Vi har allerede fået flere henvendelser, og de kommer typisk fra to typer investorer. Vi har en, der bare kommer med en pose penge og vil have pengene forrentet. Og så har vi en anden type investorer, som vil være med – altså købe sig ind i besætningen og simpelthen have en del af overskuddet, når det kommer – og det kommer på et tidspunkt, siger LandboNords virksomhedsrådgiver.

En overproduktion i Kina for seks-syv år siden skabte kæmpelagre, som ifølge minkbranchen er årsagen til storkrisen med de ekstremt lave priser lige nu. De lagre skal væk, før udbud og efterspørgsel igen finder tilbage i et normalt leje med normale priser, mener minkavlerne.


Se listen: Her bor de vådeste, frækkeste og mest kinky nordjyder

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nordjyderne er godt repræsenteret i 2024.

De årlige statistikker fra Sinful.dk er igen landet, og endnu en gang beviser nordjyderne, at de er nogle af landets frækkeste. 

Sidste år var det kun Løkken, der var at finde på sexshoppens liste, men i år er hele tre nordjyske byer kommet på. Og igen i år er Løkken at finde på en fræk førsteplads.

I 2023 indtog Løkken førstepladsen i kategorien 'Landets stærkeste underliv', og i år er det kategorien 'Årets vådeste by', som vendelboerne indtager førstepladsen i.

Det er nemlig i Løkken, at der er blevet købt mest glidecreme fra Sinful.dk gennem 2024. Her har vendelboerne nemlig købt 3,59 gange så meget glidecreme per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Derudover er Løkken igen i år at finde på flere lister. Den vendsysselske by er nemlig også nummer tre på listen over de frækkeste byer. Her er der nemlig solgt 2,64 flere stykker sexlegetøj per indbygger end landsgennemsnittet. I 2023 indtog Løkken tredjepladsen på selvsamme liste med 2,5 stykker sexlegetøj.

Top 10 frækkeste byer

  1. Humlebæk 2,79

  2. Skævinge 2,66

  3. Løkken 2,64

  4. Rødby 2,58

  5. Græsted 2,45

  6. Odense NV 2,20

  7. Faaborg 2,15

  8. Aakirkeby 1,92

  9. Aarhus C 1,83

  10. Randers C 1,74

* tallet indikerer, hvor mange gange, der er købt sexlegetøj i byen i forhold til landsgennemsnittet

Kilde: Sinful.dk

Flere byer at finde på listerne

I år står Løkken dog ikke alene på sexshoppens frække liste. Både Aalborg C og Sindal gør nemlig byen selskab.

Sindal er nemlig den by i landet, der har købt mest lingeri per indbygger på Sinful.dk i 2024, og dermed har den nordjyske by vundet kategorien 'Landets frækkeste undertøj'. Faktisk har indbyggerne i Sindal købt 4,22 gange så meget lingeri per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Samtidig er Aalborg C igen at finde på en liste. Aalborgenserne indtager nemlig tredjepladsen på listen over de mest kinky byer i landet.

Årets mest kinky byer er fundet ved at udregne, hvilke byer der har købt mest bondage sexlegetøj. Det vil sige, at aalborgenserne køber 3,67 gange så meget kinky sexlegetøj som landsgennemsnittet.

Top 10 mest kinky byer

  1. Slagelse 4,77

  2. Brabrand 3,90

  3. Aalborg C 3,67

  4. Oksbøl 2,80

  5. Rødby 2,60

  6. Grænsted 2,43

  7. Højbjerg 2,12

  8. København SV 2,00

  9. Randers C 1,99

  10. Aakirkeby 1,85

Kilde: Sinful.dk

Det fremgår desuden af Sinful.dk, at det overvejende er mænd, der køber sexlegetøj på sexshoppen. Hele 58 procent af brugerne var nemlig mænd.

Samtidig er årets frækkeste navne for 2024 Maria og Jesper. Det er nemlig de navne, der er gået flest gange igen på ordresedlerne.

De frækkeste navne

  1. Maria og Jesper

  2. Michael og Cecilie

  3. Mikkel og Mette

  4. Thomas og Camilla

  5. Christian og Emma

  6. Daniel og Pernille

Kilde: Sinful.dk


Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.

Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.

Og hun er langt fra den eneste.

Stigning i anmeldelser

Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.

- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.

Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.

- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.

Nikotinposer flyder i naturen

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.

Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.

I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.

Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.

- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.

Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.

Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde

  1. Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.

  2. Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.

  3. Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.

  4. Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Mørketal

De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.

- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.

Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.

- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation

Foto: Løgstør Lokalarkiv

743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.

Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik de datidens såkaldte åndsvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø formidles til et bredere publikum.

- Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.

Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.

Pengene skal blandt andet bruges på at restaurerer bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.

- Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.

Blev set som et fremskridt dengang

Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.

- Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.

Foto: Kjeld Thomsen
Foto: Klaus Nedergaard
Foto: Rigsarkivet
Foto: Naturstyrelsen Himmerland

Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndsvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde men kunne færdes noget mere frit.

- De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.

De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.

Naturen skal også opleves

Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.

Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen mener ikke at den grumme historie om den anbragte mænd og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.

- Jeg synes jo det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.