Overtager kendt kro: - Vi vil holde de gamle traditioner ved lige
Foto: TV2 Nord / Privatfoto
Lone Pedersen og hendes makker Kim Koch Nielsen overtager Gjøl Kro. De håber på at skabe et samlingssted i lokalområdet.
"Blækket er tørt, og vi har en underskrevet forpagteraftale for Gjøl kro i hus!"
Sådan lød den glædelige nyhed torsdag på Facebook fra bestyrelsen for kroen, som TV2 Nord tidligere har fulgt.
Det har affødt stor begejstring fra de lokale i gruppen 'Gjøl - en by med liv', hvor medlemmerne skriver ting som "dejligt", "spændende" og lover at komme på besøg.
Efter den tidligere forpagter, Peter Kjeldgaard, efter kun et år kastede håndklædet i ringen i april 2022, har kroen stået tom.
Men det skal være slut nu.
Lovningen er, at de nye forpagtere, Lone Pedersen fra Kås og Kim Koch Nielsen fra Nørresundby, vil åbne kroen til påske.
Vil starte sit eget
41-årige Lone Pedersen har været i restaurationsbranchen, siden hun startede som opvasker som 13-årig.
Efter senest to år som restaurantchef på Strandhotellet i Blokhus og seks år som floormanager på Restaurant Papegøjehaven, var hun klar på at starte sit eget.
Vi tror, det er et fantastisk makkerpar til kroen.
René Poulsen, bestyrelsesformand, Gjøl Kro
Flere lokationer var i spil, men en kollega pegede Gjøl Kro ud for hende og makkeren Kim Koch Nielsen, der ikke bare hedder kok, men også er det.
- Da vi stod derude og kiggede på Limfjorden og så naturen, så tænkte vi: "Det skal da ikke stå tomt," og vi syntes, det var ærgerligt, at der ikke var mulighed for et godt måltid og et glas vin, siger Lone Pedersen.
Men sådan bliver det nu.
- Gjøl Kro skal igen være kendt. Drømmen er, at der kommer en masse mennesker, og at de bliver glade og tilfredse med det, vi leverer, siger Lone Pedersen.
Holder fast i traditionerne
Planen er at genfinde meget af det, den over 100 år gamle kro tidligere har været kendt for.
- I stedet for at alt skal være så fancy og moderne, så vil vi gerne holde fast i den gammeldags stil og stemning, siger Lone Pedersen.
Det betyder selskaber med hovedret fra fad, events med stegte ål, og sprutter i desserten, lover Lone Pedersen.
Har I slet ikke haft betænkeligheder i forhold til energikrisen og de hårde tider, vi har?
- Vi er blevet rådet til at vente. Men vi griber chancen, og så må selv yde lidt mere, indtil der forhåbenligt kommer en masse skønne gæster.
Gang i havnen
Bestyrelsesformand for Gjøl Kro, René Poulsen, er sikker på, at forpagterparret vil betyde spændende tider for lokalsamfundet.
- Vi tror, det er et fantastisk makkerpar til kroen. Deres plan virker gennemarbejdet og gennemtænkt, så det føler vi rigtig godt for, siger han og fortsætter:
- Det betyder, at der kommer til at ske flere aktiviteter nede på vores havn, og vi ikke skal se på et tom bygning.
Håbet er også, at den genåbnede kro vil trække turister til.
– Vi har jo en del turister på motorcykel, der overnatter på Bikers Barn, og de har efterspurgt et sted at spise, så det kan jo blive et trækplaster for området, siger René Poulsen.
Kroen åbner efter planen til påske med en ifølge Lone Pedersen “fantastisk påskebuffet”, som man allerede snart kan bestille bord til.
Udover at kunne afholde selskaber, vil der være a la carte-restaurant hele sommeren og i weekender og helligdage resten af året.
- Men kommer der mange mennesker, så holder vi åbent året rundt, lover Lone Pedersen.