Nyt område til megasommerhuse: Det er perfekt, siger borgmester
Mogens Christian Gade (V) tror, at det nye placeringsforslag er til gavn for alle.
De omdiskuterede megasommerhuse i Jammerbugt Kommune har mødt meget modgang, men nu ser det ud til at vende. Der kommet et nyt, alternativ forslag til placeringen.
Men nu er der kommet et nyt forslag – megasommerhusene kan ligge på en gammel campingplads, Camping Rolighed. Campingpladsen ligger to en halv kilometer væk fra det nuværende placeringsforslag, Munkens Klit.
- Jeg synes, det her alternative forslag er perfekt. I forhold til planloven ligger det ganske udmærket, det ligger godt i forhold til naturen, og det kommer ikke til at genere nogen borgere, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christian Gade (V).
For borgmesteren er det vigtigt, at man finder en løsning på det, så man fortsætter med at være en attraktiv kommune.
- Vi vil gerne være en turistkommune på borgernes interesse, så vi tager hensyn til borgerne også, siger han.
Campingpladsejer godkender placering
Det er Kaj Kjær Flora og Fauna-fonden, der har foreslået, at de cirka 60 ud af de 131 planlagte megasommerhuse kan ligge på campingpladsen.
Ejeren af Camping Rolighed, Peter Kjær, som også er formand for fonden, har godkendt den alternative placering.
Især naboer er utilfredse med forslaget om Munkens Klit. Området er desuden også omkranset af fredet skov og natura 2000-områder.
Med det nye placeringsforslag på den gamle campingplads er der nu mere opbakning fra naboerne.
- Hvis de kommer væk herfra, så bliver vi selvfølgelig glade, siger Laurits Jakobsen, som er sommerhusejer i området ved Munkens Klit.
Høringsfasen for beliggenheden af de 131 megasommerhuse afsluttes torsdag.
Se hele indslaget om det nye placeringsforslag: