Ny kutter til Gutter´n
En splinterny kutter fra værftet i Slettestarnd blev i dag leveret til en fiskeskipper på Thorup Strand, mens hundredevis af nysgerrige så på.
En splinterny trækutter blev i dag leveret på Thorup Strand fra Han Herred Havbåde i Slettestrand.
Flere hundrede nysgerrige nordjyder og turister havde taget opstilling på Thorup Strand sidst på formiddagen. Her ankom den første nybyggede trækutter fra værftet i Slettestrand i 15 år. Fiskeskipper Karsten Nielsen var begejstret.
- Det er drøm. Tænk, at sådan en ældre mand som jeg kan få lov til at opleve det, siger Karsten Nielsen.
Den nye båd er den tredje med navnet Kikani og den hidtil største. Det betyder, at den kan fiske med større og andre grejer end bare garn. Karsten Nielsens søn Kristian, der er kendt som ”Swahili” i TV-serien Gutterne på Kutterne, har store forventninger.
- Nu har vi endelig fået vores nye båd, så det er rigtigt skønt. Det gik også rigtig godt med at sejle den hjem fra Slettestrand, selv om der var lidt bølger, siger Kristian Nielsen.
Kikani III, som står for Kirsten og Karsten Nielsen, er den første i rækken af en ny flåde af trækuttere fra Slettestrand. Med en pris på cirka 6,5 millioner kroner skulle den både være sø- og konkurrencedygtig.
- Vi er måske lidt længere om at bygge sådan en båd, men vi er til gengæld lidt billigere. Jeg er da sikker på at træbåden kan konkurrere med en båd af glasfiber både med holdbarhed og kvalitet, siger bådbygger Peter Madsbøll.
Efter jomfruturen er Karsten Nielsen ikke i tvivl.
- Den her båd er betydeligt skønnere, men er jo også noget større. Nu sejler vi til Hirtshals i nat eller morgen tidlig – og så skal der arbejdes.