Ny dårlig vejrsommer kan ramme Fårup Sommerland
Foto: Fårup Sommerland/Pressefoto
I weekenden havde Fårup Sommerland sidste åbningsdag for sommersæsonen, og vejrmæssigt har det været en dårlig sæson.
Det tyder på at blive en knap så god sæson for Fårup Sommerland. I weekenden sluttede sommersæsonen, og nu er der lukket indtil uge 40, hvor parken genåbner i nogle få uger.
- Det har været en svær sommer, som startede med svære betingelser, siger Niels Jørgen Nielsen, der er administrerende direktør hos Fårup Sommerland.
- Sidste år sagde jeg selv, at vi ikke kunne komme ud for en sommer som sidste år vejrmæssigt, men det er tæt på, det er sådan, uddyber han.
På trods af sidste års dårlige sommervejr landede sommerlandet et overskud på 11,5 millioner kroner. Dengang sagde bestyrelsesformand Ole Mølgaard:
- Vi noterer vi os, at en udfordrende juli måned med store mængder nedbør og generelt færre norske turister i Danmark også sætter sit præg på regnskabet, når vi sammenligner med foregående år.
Hvad sommervejret har af betydning økonomisk for sommerparken i år, kommer der først overblik over, når man lukker ned efter efterårsferien i oktober.
- Juni bar præg af meget blandet vejr og også første halvdel af juli, hvor vi tabte noget momentum og tabte pusten lidt, siger direktøren.
Sensommeren har derimod været en smule bedre, men hvor meget den kan rette op på sæsonen, er endnu uvist.
- Men konklusionen er nok, at det er en lille pil nedad, uden at det er noget kritisk, siger Niels Jørgen Nielsen, som anser efterårsugerne med spænding.
- En del står og falder med uge 40-42, hvor der er en del på spil, lyder det.