Nordjysk toilet-gigant har haft vanvittigt år
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det bliver svært at nå et lige så godt resultat i 2023.
- Det er da dejligt, og jeg er da stolt af det, men det er ekstraordinære omstændigheder, der har gjort det.
Sådan siger Jacob Udesen, der er direktør ved Godik.
Godik, der har hovedsæde i Brovst, har lavet et rekordregnskab for 2022. Årets overskud lander nemlig på hele 43 millioner kroner, hvilket er det absolut højeste de seneste fem år.
Og det er der en god grund til. Virksomheden, der udlejer materiel, har nemlig ikke bare haft travlt med at udleje toiletvogne til festivaler og events som normalt.
- Det er en kombination af flere ting. Der har været rekordhøj aktivitet i byggebranchen, og det har været fantastisk for os, fordi vi har udlejet mandskabsvogne, generatorer og andre faciliteter, forklarer direktør Jacob Udesen og fortsætter:
- Og så har der bare været usædvanlig mange events, fordi meget blev udskudt under corona.
Mange flere medarbejdere
Virksomheden har tre afdelinger i landet og beskæftigede sidste år 70 medarbejdere, hvilket er markant flere end førhen. Tilbage i 2018 havde virksomheden 40 medarbejdere.
Og ambitionen er at holde på de nye medarbejdere, selvom 2022 har været et særligt år.
- Vi har da værkstambitioner, og vi begynder at skulle kigge mod udlandet nu. Men vi kommer også fra et lavt antal af medarbejdere, så vi håber at kunne beholde dem, lyder det fra direktøren.
Regner du med at kunne nå lige så højt op med resultatet for 2023?
- Vi vil da være stolte, hvis vi kan nå det samme. Men det bliver svært, mener han.