Nordjysk landmand får første miljøgodkendelse ud fra målinger
Som den første i Danmark har en landmand fra Birkelse fået en miljøgodkendelse på baggrund af målinger af kvælstof. Lige nu er miljøgodkendelsen et forsøg, men måske kan andre få samme ordning i fremtiden.
Som den første i Danmark har en landmand fra Birkelse fået en miljøgodkendelse på baggrund af målinger af kvælstof. Lige nu er miljøgodkendelsen et forsøg, men måske kan andre få samme ordning i fremtiden.
Siden 2011 har Bjarne Søborg og hans bror Carsten Søborg kæmpet for at få lov til at måle, hvor meget kvælstof de udleder. Det er lykkedes, og nu er Bjarne Søborg også blevet den første landmand i Danmark, som har fået en miljøgodkendelse på baggrund af målinger.
- Det er en stor dag, at vi kan få slået hul på systemet. Bare det, at vi kan få slået hul på det, så er der sikkert også andre, der kan få lov til at måle fremover, siger Carsten Søborg.
Før i tiden er miljøgodkendelser udelukkende blevet lavet ud fra såkaldte modelberegninger. Modelberegningerne viser, at der bliver udvasket 63 kilo kvælstof fra en hektar jord. Ifølge målingerne hos Bjarne Søborg bliver der kun udvasket 10,36 kilo kvælstof per hektar fra jorden. Det er Jammerbugt Kommune der har givet miljøgodkendelsen.
- De konkrete målinger gør, at han kan køre lidt mere gødning på markerne eller nøjes med lidt færre efterafgrøder, end hvis vi havde brugt modelberegningerne, siger Jesper Hansen, der er sagsbehandler i Jammerbugt Kommune.
I første omgang er miljøgodkendelsen et forsøg, derfor vides det ikke, hvornår andre kan få samme ordning.