Nordjysk camping hitter hos Doris: - Det er så dejligt
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix og TV2 Nord
Rekordmange vælger at afholde deres ferie på nordjyske campingpladser.
Ferie i telt, campingvogn eller hytte er noget, der hitter i Nordjylland. Aldrig før har de nordjyske campingpladser haft så stor succes. En af turisterne er Doris fra Sønderjylland.
Doris Andersen bruger i disse dage noget af ferien hos DCU Camping Tranum. Hende og manden er taget fra Agerskov i Sønderjylland til Tranum for at lade batterierne op.
Og de er to af mange. Der er nemlig rekordmange, som vælger at afholde deres ferie på nordjyske campingpladser.
- Vi har tidligere været i Frankrig og Tyskland, men det her kan lige så meget. Nu har vi været ufattelig heldige med vejret, og det har været kanon. Også det at komme ud til kysten her i Nordjylland. Det er jo helt fantastisk, siger Doris Andersen.
Skøn nordjysk natur
Doris Andersen har sammen med sin mand camperet i 15 år, og det nære og naturskønne område er noget, som de sætter pris på.
- Man kan følge med i det nære liv. Jeg føler lidt, man bor ude i naturen - især på en campingplads som her. Det er så dejligt, siger campisten.
Det er nemmere, det er tættere på, og det er forholdsvis hurtigt at komme hjem. Et par timer så har man pakket, og så er man klar, siger Doris Andersen
Doris Andersen, campist
Den nordjyske natur er også noget, som indehaveren af campingpladsen mærker interesse for. I øjeblikket er 81 ud af 138 pladser med strøm besat.
- Vi ligger i det, som vi kalder for Danmarks smukkeste natur. Vi har vandrerute, vi har klit, hede og plantage. Så vi har mange naturfænomener, siger Lisa Kronborg, der er vært på campingpladsen.
En af fordelene ved camping i Danmark er også, at man hurtigt kan pakke og komme ud af døren, hvis man vil det.
- Det er nemmere, det er tættere på, og det er forholdsvis hurtigt at komme hje. Et par timer så har man pakket, og så er man klar, siger Doris Andersen.
- Vi nyder at tage på en campingferie i en uges tid, og så kun være 30 kilometer hjemmefra. Det er så nært og så tæt. Vi camperer også tit i nærheden af, hvor vi bor, lyder det.
Næste gang Doris og manden skal på camping bliver det med stor sandsynlighed atter i Danmark.
- Jeg drømmer stadig om Samsø, men jeg skal have min bedre halvdel overbevist om det. Måske kan det lade sig gøre, for det vil jeg rigtig gerne, siger hun.
VIDEO: Campingejer er begejstret over sæsonen: