Nanna genopliver morfars møbelforretning - nu drømmer hun om at videreføre hans drøm
Foto: Markus Svante / TV2 Nord
Nanna Aakjærs morfar solgte til udlandet, og det er også hendes drøm.
Da Nanna Aakjærs morfar for flere år siden gik på pension, og lukkede sit snedkeri med møbeldesign, var der ingen til at tage over efter ham.
Men efter at have medvirket i Løvens Hule på DR1, har Nanna Aakjær fra Gjøl nu fået en økonomisk indsprøjtning på en halv million kroner i sit iværksætterfirma Intarsia Furniture, der vil genolive morfars design.
- Jeg vil rigtig gerne gå i min morfars fodspor. Da virksomheden var størst havde han 15 ansatte, og det var meget dengang. Han var ikke en mand, som ville være i fokus, og derfor ved man ikke meget om ham, men han var enormt dygtig og har opnået meget i sit liv, forklarer hun.
Drømmen er udlandet
Nu har Nanna Aakjær sagt sit job som handicaphjælper op, og hun er gået all in på at skabe et nyt erhvervseventyr med møbeldesign, der skal eksporteres til hele verden.
- Forhåbentlig venter der alt muligt i fremtiden. Min helt store drøm er jo, at vi skal til udlandet.
- Min morfar solgte 80 procent af hans omsætning til udlandet. Han var en af de første som solgte til emiraterne, ellers solgte han også meget til USA, Canada og Serbien.
Deltog i Løvens Hule
Nanna Aakjær medvirkede i DR's program Løvens Hule. Her fik hun to løver med om bord. Tahir Siddique og Louise Herping Ellegaard.
- De tror på projektet og mine møbler, så det betyder meget, og der er sket meget. De har jo et kæmpe netværk, så det betyder meget at få så kompetente mennesker ind i sin virksomhed, konstaterer Nanna Aakjær.
Blandt andet har hun allerede nu fået fortalt, at bogholderiet er noget, hun skulle videregive til nogle andre.
- Det var nogle af de ting, jeg ikke helt var klar over, så de ved meget og har nogle andre synspunkter, som jeg ikke har overvejet.
Det var langt fra det eneste, som Nanna Aakjær ikke var bevidst omkring. Hendes tid med virksomheden, har nemlig også vist hende en hel ny side af sin morfar, som hun ønsker at ære.
- Jeg huskede min morfar som den rare, der gav mig to is, når mormor ikke kiggede. Derfor har jeg også set en anden side af ham, efter jeg har startet virksomheden det op igen.
- Jeg har jo nok en ide om, at han er et sted deroppe og holder øje, og mange kendte min morfar og har også kontaktet mig, så det er vigtigt for mig, at de kan se, at det hele er i min morfars ånd, påpeger hun.