Mystikken breder sig: Flere katte er døde af forgiftning
VIDEO: Katten Sille (tv.) og katten Verner (th.) er begge søndag blevet aflivet hos dyrlægen på grund af forgiftning i nabobyerne Kaas og Pandrup i Jammerbugt Kommune. Det vides ikke med sikkerhed, hvordan de er blevet forgiftet. Foto: Privatfotos.
Ingen af kattene er obduceret, men dyrlægens vurdering er, at begge katte er blevet forgiftet. Det vides dog ikke med sikkerhed, hvordan de er blevet forgiftet.
Weekenden fik en trist afslutning for familien Frederiksen, der bor i Kaas i Jammerbugt Kommune.
Søndag modtog de pludseligt et opkald fra en dyrlæge om, at deres kat, Sille, var blevet fundet i smerter og i medtaget tilstand ikke langt fra familiens hus.
Ejer Jeanette Rishøj Frederiksens første tanke var, at katten formentlig var blevet påkørt, men det viste sig, at den var blevet forgiftet.
- Jeg kunne bedre forholde mig til det, hvis hun (katten, red.) var blevet kørt over, fordi det er det, man forventer, at den kan blive, når man bor inde i byen. Men at hun ligefrem var forgiftet, det er forfærdeligt, siger Jeanette Rishøj Frederiksen til TV2 Nord.
Flere tilfælde af forgiftning
Episoden i Kaas er ikke et enkeltstående tilfælde. For det viser sig, at en familie fra Pandrup - tre kilometer fra Kaas - også måtte tage afsked med deres kat søndag på grund af forgiftning. Altså på præcis samme dag som familien Frederiksen.
- Jeg tænker, at der må være en her, der ikke kan lide katte, siger Jeanette Rishøj Frederiksen fra Kaas og fortsætter:
- Mange mener jo, at katte skal holdes på egen grund, og det er altså svært, medmindre man kommer dem i et bur. Men dét er altså også synd, siger hun.
Søndagens to tilfælde står heller ikke alene. For et år siden oplevede en anden familie fra Kaas nemlig også at miste deres kat på grund af forgiftning i området.
Dyrlægens vurdering: Kattene er forgiftet
Julie Hjorth Tvergaard er dyrlæge hos AniCura Familiedyrlægerne i Svenstrup, og det var hende, der søndag tog imod de to katte fra Kaas og Pandrup og måtte aflive dem.
De kom begge to ind med kramper og voldsomme symptomer fra nervesystemet.
Julie Hjorth Tvergaard, dyrlæge, AniCura Familiedyrlægerne
- De kom begge to ind med kramper og voldsomme symptomer fra nervesystemet. Og de havde kort tid forinden været sunde og raske og har ikke haft symptomer på noget, siger dyrlæge Julie Hjorth Tvergaard til TV2 Nord.
Ingen af kattene er obduceret, men dyrlægens vurdering er, at begge katte er blevet forgiftet. Det vides dog ikke med sikkerhed, hvordan kattene er blevet forgiftet.
I og med, at der ikke er foretaget en obduktion, så kan det derfor heller ikke udelukkes, at dyrene tilfældigvis kan have fundet noget giftigt fra naturen ved et uheld - men:
- Det var bare så påfaldende, at lige to katte på samme tid i det samme område skulle finde noget tilfældigt i naturen og blive så syge af det, siger dyrlægen.