Mor, far og ti børn: Corona-anbefaling giver udfordringer
I en storfamilie med ti børn kan det være en udfordring at overholde alle corona-anbefalinger og restriktioner. Især når mor og far, plus ti børn giver 12 personer.
Det er vigtigt, at vi begrænser os til kun at se ti personer. Sådan lød det mandag fra statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde.
Men selvom man gerne vil overholde den kraftige opfordring, så er det for nogle ganske enkelt umuligt. For når familien i sig selv består af mor, far og ti børn, så giver regnestykket 12, og det betyder, at både venner, bedsteforældre og kærester må vente til efter corona.
Vi går vanvittig meget op i de her retningslinjer. Vi går op i at overholde alle de ting, som vi får at vide, at vi bør. Det er også derfor, at vi har besluttet os for som familie, at vi ikke tager nogen med hjem, for så bliver vi for mange
Annastacia Madsen, mor til ti
Sådan ser hverdagen ud for familien Madsen i Fjerritslev. De bor lige nu ni børn og to voksne i huset. Den ældste datter er flyttet hjemmefra.
- Der er mange fordele ved at være mange. Den største er nok, at du aldrig er alene. Der er altid nogen at være sammen med, siger Annastacia Madsen, der er mor til ti.
Men selvom der er mange fordele, så er der også ulemper. Især her i coronatiden.
- Vi går vanvittig meget op i de her retningslinjer. Vi går op i at overholde alle de ting, som vi får at vide, at vi bør. Det er også derfor, at vi har besluttet os for som familie, at vi ikke tager nogen med hjem, for så bliver vi for mange, siger Annastacia Madsen.
Anbefalingen om max at være ti personer betyder, at hverken bedsteforældre, kærester eller venner for tiden kan komme på besøg. Selvom børnene i huset godt forstår hvorfor, påvirker det alligevel.
- Vi synes, det er ret træls. Jeg kan slet ikke sige, hvor træls, jeg synes, det er, siger 7-årige Jenniefer Rønde Madsen, mens hun leger med lego på sit værelse med sin storebror.
- Nogle gange leger jeg meget henne ved Frederik, men jeg gad bare godt prøve at lege herhjemme, men det er jo ikke så godt, siger Peter Rønde Madsen på 9 år.
Selvom børnene ikke må tage legekammerater med hjem, må de stadig gerne lege hjemme hos vennerne.
Juleplaner måtte ændres
Juleaften havde familien Madsen planlagt at invitere gæster. Men de planer har de nu også måtte lave om. For selvom to af børnene skal holde jul hos deres far, så er de stadig ti personer til jul, og det betyder at for eksempel svigersønnerne ikke kan komme med.
- Det er ærgerligt, men vores store piger forstår det godt, siger Annastacia Madsen, hvorefter hendes 17-årige datter Isabella Madsen fortsætter:
Det jo træls, og ret svært nogle gange, men jeg har accepteret det. Vi skal jo passe på hinanden, og heldigvis har vi telefonen.
Isabella Madsen, 17 år, Fjerritslev.
- Ja, det er jo træls, og ret svært nogle gange, men jeg har accepteret det. Vi skal jo passe på hinanden, og heldigvis har vi telefonen.
Hele familien ser frem til, at coronaen forsvinder, og der igen kan komme både legekammerater og kærester på besøg. Men så længe forbuddet og anbefalingerne gælder, bliver de ved.
- Indtil Mette Frederiksen siger, at vi ikke skal mere, lyder det fra Annastacia Madsen.