Mistede læreplads på grund af corona: Cecilia tror på fremtiden
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Cecilia Abildskov tror på, at hun hurtigt finder en læreplads
20-årig frisørelev leder efter ny læreplads efter salonen gik konkurs
Cecilia Abildskov er godt i gang med sin uddannelse til frisør. Hendes læretid foregik indtil for nylig hos en anerkendt salon i Aars. Nu står hun uden læreplads, for coronapandemien har tvunget salonen ud i konkurs.
- Det gik utroligt hurtigt og kom virkeligt som et chok. Vi mistede jo penge hver eneste dag og uden kunder kom der ingen penge ind, så nu har jeg ingen læreplads, forklarer den 20-årige frisørelev fra Brovst.
Alligevel ser Cecilia lyst på fremtiden. Hendes bestræbelser på at finde en ny læreplads har nemlig fået uventet hjælp. Cecilias far skrev et opslag på Facebook, hvor han spurgte om nogen mon kendte en salon, der ledte efter elever. Opslaget er på få dage delt over 5000 gange.
- Det er helt vildt, så hurtigt det er gået. Utroligt mange mennesker har "tagget" venner, de kender og de har så delt opslaget videre. Der er kommet flere konkrete henvendelser fra frisører og saloner, der gerne vil høre fra mig, smiler den unge frisørelev, som kort efter besøget fra TV2 Nord faktisk skal til samtale hos en frisørsalon.
- Det er ret spændende og faktisk har jeg flere andre tilbud. Det troede jeg slet ikke kunne lade sig gøre her midt i en coronatid, men folk har taget virkeligt godt imod opslaget på Facebook, siger hun og fortsætter med et smil:
- Man skal ikke miste modet. Det handler om at gribe alle de muligheder der er, når man skal finde noget nyt og hvis alt andet glipper, så må man tage fat i sin far.