Mere politi vil skabe tryghed i Fjerritslev
Foto: Mick Knive Anderson
I dag åbnede Folketinget, og en af de første forhandlinger bliver om politiet. Regeringen foreslår at oprette 20 nærpolitistationer, og med Nordjyllands længste responstid ser Jammerbugt Kommune frem til forhandlingerne med håb om at få en i kommunen.
Det kan ikke ses, når man går en tur gennem Fjerritslevs fredelige handelsgade. Men hvis der bliver ringet efter politiet her i byen, vil det tage 10 minutter længere for dem at dukke op, end hvis opkaldet kom fra Aalborg. Jammerbugt Kommune har Nordjyllands længste responstid med et gennemsnit på 17 minutter og 13 sekunder. Og det bliver der lagt mærke til i byen.
- Det gør mig utryg. Det gør det faktisk, siger Inger Søegaard, der bor i Fjerritslev.
- Det gør at jeg ikke går tur mere efter mørkets frembrud, siger hun.
Christina Lillienskjold bor også i Fjerritslev, og hun har oplevet at ringe til politiet, uden at de kom frem.
- Jeg synes, det er en skam, at politiet ikke er her bare til at holde øje, siger hun.
Måtte låse tyve inde i butikken
En af butikkerne på handelsgaden i Fjerritslev har også oplevet at blive forsømt af politiet. Kasper Jensen har forretningen Styleup, og for nogle år siden fangede han en tyv på fersk gerning i sin butik, og fik låst af for dørerne i butikken, så tyven ikke kunne slippe væk.
Men efter at have ringet til alarmcentralen måtte han vente i 50 minutter på, at politiet dukkede op.
- Vi føler, vi bliver ignoreret af politiet, og så ender det nok bare med, at tyvene kommer lidt oftere i vores retning, fordi de tænker 'det er nemt deroppe, der bliver vi sgu ikke lige taget', siger Kasper Jensen.
Regeringen vil have nærpolitistationer
I den anden ende af landet åbnede Folketinget i dag. Og en af regeringens første opgaver bliver at få en aftale om den nye politireform på plads.
- Regeringen har valgt at starte med politiet som et første skridt i nærhedsreformen. I vores øjne er politiet i dag kommet for langt væk fra mange danskers hverdag, sagde statsminister Mette Frederiksen til folketinget i sin åbningstale.
Regeringen vil opføre 20 nye såkaldte nærpolitistationer, der skal lukke hullerne i et Danmark med stor forskel på, hvor langt der er til nærmeste politi.
Mere politi vil skabe mere tryghed i Fjerritslev.
Står det til Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune, er det svært ikke at have kommunen med i betragtning.
- Jeg tror, det er vigtigt at man får placeret disse politistationer korrekt, og et af de steder, hvor der er et hul i forhold til politistationer, er Jammerbugt Kommune, siger han og fortsætter:
- Jeg tror, en ny politistation vil have stor effekt i forhold til tryghed. Jeg tror, vi ville rykke lidt tilbage til det gamle system, hvor betjentene er lokalkendte og ved en masse om lokalsamfundet. Og det vil være med til at give tryghed og til at forebygge kriminalitet i vores lokalområde.
På gaden i Fjerritslev, er de hvert fald ikke i tvivl.
- Jeg tror, det vil give noget mere tryghed, hvis vi fik en lokal politistation. Særligt for de ældre i byen, siger Inger Søegaard til TV2 Nord.
Og Christina Lillienskjold er enig:
- Jeg vil gerne have, at politiet er tættere på. Vi har nogle unge fyre, der kører vildt og blodigt på knallert, og det gør mange nervøse. Så jeg håber, vi får en ny politistation.