Mere plads og natur: Folkeskoleelever rykker ind på tom efterskole
På torsdag åbner Nørhalne Skole igen op for elever fra 0.-5.klasser. Men for nogle af eleverne bliver skoledagen ekstra anderledes. De skal nemlig have undervisning på Ryå Efterskole.
Kravene er mange til skolerne, der i denne uge åbner op for eleverne fra 0. til 5. klasse.
Børnene skal være så meget som muligt udenfor, de skal sidde med to meters afstand i klasseværelserne, og de skal hyppigt vaske hænder.
Særligt kravet om afstand kan give udfordringer for mindre skoler. Det gælder blandt andet Nørhalne Skole, som har klasser til og med 6.klasse samt en børnehave og vuggestue tilknyttet skolen.
- Vi er så heldige i Nørhalne, at vi har rigtig mange børn, men vi har desværre ikke så meget plads. Vi står over for at skulle bygge til, men vi er ikke gået i gang endnu, og derfor giver det nogle problemer, at vi i forvejen mangler kvadratmeter, og nu skal vi sørge for, at der er endnu mere plads mellem børnene. Derfor har vi været nødt til at finde et alternativ, siger Finn Bonde, der er skoleleder på Nørhalne Skole.
Vi har masser af plads, som desværre ikke bliver brugt i øjeblikket, og vi har nogle superdejlige omgivelser her i mosen (Store Vildmose, red.), og vi ligger lidt gemt, så det er jo også en mulighed for os at vise, hvem vi er.
Ulla Krog, forstander, Ryå Efterskole
Løsningen er nu kommet fra en uventet kant. Ryå Efterskole har nemlig tilbudt, at nogle af eleverne kan bruge deres lokaler, som står tomme, fordi efterskoleeleverne er sendt hjem i coronatiden.
- Vi har masser af plads, som desværre ikke bliver brugt i øjeblikket, og vi har nogle superdejlige omgivelser her i mosen (Store Vildmose, red.), og vi ligger lidt gemt, så det er jo også en mulighed for os at vise, hvem vi er. Derfor var det oplagt for os at ringe til Jammerbugt Kommune og høre, om vi kan hjælpe, og det kunne vi heldigvis, siger Ulla Krog, der er forstander på Ryå Efterskole.
Langt til hverdagen
Nørhalne Skole har besluttet, at 3., 4. og 5.klasserne skal have undervisning på Ryå Efterskole. Derfor var flere af lærerne tirsdag på besøg på efterskolen for at se lokalerne og finde ud af, hvordan klasserne skal fordeles på skolen.
- Vi skal være i nogle andre rammer, end vi plejer, og skemaet er suspenderet foreløbigt, så vi skal undervise på en anden måde, så man kan sige, at der er langt til hverdag. Men det er selvfølgelig rigtig dejligt, at vi får lov til at komme lidt ud igen og kan være sammen, selvom vi stadig skal holde afstand, siger Randi Kjærsgaard Krøgholt, der er klasselærer for 4.klasse på Nørhalne Skole.
I fire uger har skolerne været lukket ned, og lærerne har undervist deres elever virtuelt.
Nu ændres hverdagen igen, og personalet og eleverne i 3., 4. og 5. klasse skal vænne sig til, at der går lidt længere, før de kan møde på Nørhalne Skole.
- Vi har haft nødundervisning noget tid, og jeg vil sige, at vores medarbejdere, uanset om det er pædagoger eller lærere har i den grad budt ind med alt, hvad de har og været med til at løse situationerne, og lige nu er der en entusiasme stadigvæk på at få tingene til at fungere, så jeg kan ikke andet end være glad og stolt over, at alle har været med til at bidrage, siger Finn Bonde, der er skoleleder på Nørhalne Skole.
SÅDAN ÅBNER SKOLERNE OG DAGTILBUDDENE I DIN KOMMUNE
Frederikshavn Kommune:
Her åbner skolerne: 16. april
Her åbner dagtilbud: 15. april
Her åbner SFO: 16. april
Sker det gradvist: Her åbner skolerne gradvist
Læsø Kommune:
Her åbner skolerne: 15. april
Her åbner dagtilbud: 15. april
Her åbner SFO: 15. april
Sker det gradvist: Nej
Hjørring Kommune:
Her åbner skolerne: 15. april
Her åbner dagtilbud: 15. april
Her åbner SFO: 15. april
Sker det gradvist: Her åbner skolerne gradvist
Brønderslev Kommune:
Her åbner skolerne: 20. april
Her åbner dagtilbud: 16. april
Her åbner SFO: 20. april
Sker det gradvist: Nej
Jammerbugt Kommune:
Her åbner skolerne: 16. april
Her åbner dagtilbud: 15. april
Her åbner SFO: 16. april
Sker det gradvist: Her åbner det hele gradvist
Aalborg Kommune:
Her åbner skolerne: 15. april
Her åbner dagtilbud: 15. april
Her åbner SFO: 15. april
Sker det gradvist: Nej
Thisted Kommune:
Her åbner skolerne: 15. april
Her åbner dagtilbud: 15. april
Her åbner SFO: 15. april
Sker det gradvist: Nej
Morsø Kommune:
Her åbner skolerne: 15. april
Her åbner dagtilbud: 15. april
Her åbner SFO: 15. april
Sker det gradvist: Her åbner det hele gradvist
Vesthimmerlands Kommune:
Her åbner skolerne: 15. april
Her åbner dagtilbud: 15. april
Her åbner SFO: 15. april
Sker det gradvist: Nej
Rebild Kommune:
Her åbner skolerne: 16. april
Her åbner dagtilbud: 16. april
Her åbner SFO: 16. april
Sker det gradvist: Nej
Mariagerfjord Kommune:
Her åbner skolerne: 15. april
Her åbner dagtilbud: 15. april
Her åbner SFO: 15. april
Sker det gradvist: Nej
Kilde: Kommunernes Landsforening og TV 2
Undervisningen bliver meget anderledes, end eleverne er vant til. Alle former for kontaktsport er forbudt, og meget af undervisningen skal foregå i naturen.
På Ryå Efterskole er der heste, grise, katte, køer og masser af natur i området, så selvom skoledagen bliver anderledes for Randi Kjærsgaard Krøgholts 4.klasse, så tror hun også, det bliver en tid, de husker:
- Jeg er sikker på, at børnene aldrig kommer til at glemme det her. Det er nogle særlige rammer, vi skal være i, og jeg synes faktisk, det er nogle rigtig fine rammer, vi har fået tildelt, når vi er udfordret på plads på vores egen skole. Jeg tror egentlig, eleverne kommer til at synes, det er rigtig fedt, og jeg tror ikke, de kommer til at lide nogen nød. Vi vil i hvert fald gøre alt, hvad vi kan for, at det kommer til at give mening for dem, siger hun.