Menneskepyramider, bådrace og rangerplanke: Jammerbugts sejeste tog kampen op
Foto: Pressefoto Jammerbugt Kommune
Det blev 6A fra Nørhalne Skole, som kunne kalde sig Jammerbugts sejeste
Der var lagt op til noget af en dag, da 6. klasser fra Jammerbugt kommune skulle dyste i en masse vilde udfordringer.
Fredag var der kamp til stregen for 6. klasses elever i Jammerbugt, for kommunens sejeste skulle kåres.
De cirka 400 elever mødtes på Attrup Havn, og hver klasse havde forberedt sig til opgøret.
For hjemmefra var udklædningen forberedt og feer, havnearbejdere og andre kreative påfund vrimlede til på havnen i det gode vejr, klar til at tage præmien.
- Vi synes, arrangementet gik rigtig godt og har kun fået det bekræftet efterfølgende. Der var en fantastisk stemning, lige fra eleverne strømmede ud af busserne, til præmierne skulle overrækkes, og man benyttede sig af lejligheden til at lære de andre at kende. Da 5-6 klasser til slut spontant dansede en fælles afskedsdans, tænkte vi, at det vist ikke kunne ha’ været meget bedre, siger Michael Enodden, som er leder af Jammerbugt Ungdomsskole.
Og der blev givet gas.
For på programmet stod der både menneskepyramide på et paddleboard, bowling, hvor keglerne skulle væltes med kroppen på en presenning og brunsæbe og rangerplanke, hvor man skulle grave sig under og efterfølgende lave mavebøjninger i samarbejde.
Og til sidst på dagen kunne Nørhalne Skoles 6A altså kalde sig for Jammerbugts sejeste 6. klasse, mens Jetsmarks 6X tog sig af sølvet og Brovst 6B bronzen.
Opbakning fra skolerne
Det er første gang nogensinde, at der bliver afholdt "Jammerbugts sejeste 6. klasse", som Jammerbugt Ungdomsskole står bag.
Og håbet bag var, at eventet kunne ryste 6. klasserne sammen på tværs af skolerne, da nogle af dem næste år blandes, når de skoler, som kun går til 6. klasse sender eleverne videre.
Men sådan et arrangement kræver altså også, at skolerne og eleverne bakker op.
- I første omgang var det dejligt, at samtlige folkeskoler i Jammerbugt Kommune var med på idéen om et fælles event for alle 6. klasser. I anden omgang var det fedt, at man hjemmefra havde tænkt i slagsange og udklædning og på den måde var med til at skabe gejst og god stemning, siger formanden for Jammerbugt Ungdomsskole, Kjeld Hedegård Nielsen.
Fremover håber de, at eventet kan blive afholdt hvert år.
Og det er Kiki Bach, som er medlem af Børn- og Familieudvalget og næstformand i Kultur Fritids- og Landdistriksudvalget, enig i.
For hende kan eventet "Jammerbugts sejeste 6. klasse" gøre det lettere for eleverne, som skal videre til udskolingen, lettere.
- Det er et fedt initiativ, ungdomsskolen her har taget. Har man deltaget i Jammerbugts sejeste 6. klasse, har man helt sikkert fået et par ansigter mere på de kammerater, man skal gå i 7. klasse med. Det kan betyde en hel del, når man som elev fra en af de mindre skoler, efter sommerferien tropper op på sin nye skole i sin nye klasse, siger hun.