Ansøger om udviklingshæmmet datters egne penge til hunden: Må vente tre år på svar
Denne besked fik Majbritt fra Familieretshuset.
Maibritt Lykke Nielsen kan vente op til tre år for at få penge til sin datters hund.
Denne artikel er opdateret med svar fra Familieretshuset nederst:
Maibritt Lykke Nielsen har en datter, som er hjerneskadet og udviklingshæmmet. Derfor er Maibritt Lykke Nielsen værge for sin datter og styrer dermed datterens økonomi.
- Hun kan ikke regne, stave og læse, men hun kan godt føre samtaler, hvor hun giver udtryk for sine drømme og behov, siger Maibritt Lykke Nielsen.
Datteren bor for sig selv og har længe ønsket sig en hund. For nyligt fik datteren så en hund af racen golden doodle.
- Mange handicappede har ingen venner og har svært ved at knytte venskaber. Så hun er ensom, siger Maibritt Lykke Nielsen om årsagen til, at datteren har fået en hund.
Styrer hendes konti
Men der er et stort problem.
Datterens opsparing og pengekonti ligger nemlig hos Familieretshuset, og Maibritt Lykke Nielsen skal dermed søge om at få adgang til datterens konti. Det gjorde hun for nylig i forbindelse med hundekøbet, hvor hun søgte om at få udbetalt 20.000 kroner fra datterens egen opsparing.
Kort efter ansøgningen blev sendt afsted, fik hun en kvittering fra Familieretshuset. På kvitteringen fremgår det, at sagsbehandlingstiden kan være op til tre år.
- Jeg tænkte, det er bare løgn. Det er ikke rigtigt, siger Maibritt Lykke Nielsen om sin kvittering og uddyber:
- Jeg ved godt, det offentlige er presset og slås med mange sager og er skåret på ressourcer. Det har jeg forståelse for, jeg synes bare ikke, det er fedt at sidde her som mor til en datter, der har brug for adgang til sine egne midler og så vente i tre år.
Hun pointerer, at så relativt enkle sager må kunne løses hurtigere.
- Det er bureaukrati af værste skuffe, og det er ikke noget, man forventer af en velfærdsstat at skal man vente tre år, slutter moren.
Familieretshuset: Beklager lang ventid
Hvorfor er sagsbehandlingstiden så lang? Og er den rimelig overfor værger og borgere?
'Familieretshuset har gennem længere tid oplevet en stigning i antal sager på værgemålsområdet, og det betyder desværre, at borgerne må vente ekstra længe på hjælp i øjeblikket. Vi beklager de gener, det har for de berørte borgere, deres pårørende og de personer, som er værge for borgerne.'
Er det en sagsbehandlingstid, I forsøger at forkorte? Og i så fald, hvad gør I?
'Vi arbejder målrettet på at nedbringe sagsbehandlingstiderne på værgemålsområdet. Vi har i 2024 ekstraordinært kunnet ansætte ca. 20 nye medarbejdere i Værgemål, som betyder, at vi har mulighed for at hjælpe flere af de borgere, hvor ventetiden har størst konsekvens. Vi kan se, at vi i august 2024 har truffet flere afgørelser end i samme periode sidste år. Samtidig må vi dog også konstatere, at antallet af sager fortsat stiger. Derfor arbejder vi løbende med forbedringer på dette område og prioriterer løbende i indkomne sager, så sager, hvor en lang ventetid vil have den største konsekvens for borgerne, behandles først.'
Hvordan skal værger forholde sig, når der kan være tre års ventetid på at få svar på ansøgninger?
'Værger kan som udgangspunkt anvende den værgedes indtægt til gavn for den værgede uden Familieretshusets godkendelse. Visse dispositioner kræver dog Familieretshusets godkendelse jf. lovgivningen på området. Hvis værgen har brug for at få en disposition godkendt, kan værgen sørge for at skrive klart og tydeligt i ansøgningen, hvad der søges om, og hvorfor det er vigtigt for den værgede. Derudover kan værgen kontakte Familieretshuset, hvis den værgedes situation ændrer sig, da en ændring kan have betydning for, hvornår vi behandler sagen. Vi prioriterer løbende i indkomne sager, så de borgere, hvor en lang ventetid vil have den største konsekvens, får hjælp først.'