Konflikten fortsætter: Minkavlere sagsøger myndighederne
Minkavlere er så utilfredse med myndighedernes håndtering af aflivningen af deres mink, at de nu sagsøger staten. Formålet er både at sikre bedre økonomisk kompensation og at sikre en retfærdig proces for aflivningen af minkene.
Kristian Frederiksen er minkavler, og han er en af de minkejere, der skal have slået sin besætning ned på grund af regeringens plan for at nedbringe smitte blandt de hårdt ramte nordjyske farme.
Han føler sig så dårligt behandlet af myndigheder og politikere, at han derfor nu sammen med Nordjysk Minkavlerforening og en række nordjyske minkavlere lægger sag an mod staten.
- Vi føler os forulempet. Vi føler os trådt på, og alle vores rettigheder er til sidesat, siger Kristian Frederiksen.
Formålet med sagsanlægget er at påpege de fejl, myndighederne ifølge minkavlerne, begår.
De har nu taget kontakt til Birgitte Pedersen, der er advokat i advokatfirmaet HjulmandKaptain. Hun skal stå for at rådgive minkavlerne juridisk.
Selvom hun først er blevet involveret i sagen fredag, har hun allerede en klar idé om, hvor problemet ifølge minkejerne ligger.
- Man har ikke fået en afgørelse på forhånd. Man har ikke fået oplysninger om, hvornår de kommer. Man får ikke udleveret et retssikkerhedsbrev, hvor det fremgår, hvilke rettigheder man har. Der kommer 50 mænd i rumdragter og tager deres livsværk fra dem, siger Birgitte Pedersen.
Skal både hjælpe minkavlerne på kort og lang sigt
Søgsmålet har både et formål på den lange og den korte bane. På den korte bane ønsker man at stoppe den igangværende aflivning af mink, indtil man har sikret sig, at Fødevarestyrelsen overholder alle relevante regler på området.
På længere sigt handler søgsmålet om at sikre økonomisk kompensation til minkejerne.
Ud fra de oplysninger Birgitte Pedersen har fået udleveret, synes hun, det ser lovende ud.
- Hvis det, jeg får at vide, er korrekt, så synes jeg, vi har en ganske fornuftig sag. Reglerne, som de (myndighederne, red.) selv har lavet om besøgene, er ikke overholdt, siger Birgitte Pedersen.
Ifølge Birgitte Pedersen kan det tage op mod to år at få afgjort sagen. Til den tid vil arbejdet med aflivningen af mink formentlig være færdiggjort, men derfor mener hun alligevel, sagen er vigtig.
- Det er ikke kun et spørgsmål om at få den rette kompensation. Det handler også om, at det er folks livsværk, som man lige nu tager fra dem. Derfor er det vigtigst for minkavlerne at få det stoppet, hvis vi kan, og derefter må vi tale om en kompensation, siger Birgitte Pedersen.
- Vi viser med det her søgsmål, at minkavlerne rent faktisk mener det, og så går vi da ud fra, at Fødevarestyrelsen straks vil dokumentere, at de har gjort, som de skulle. Ellers må de stoppe, hvad der er gang i i øjeblikket, siger Birgitte Pedersen.
Inden for den næste uge mødes Birgitte Pedersen med minkavlerne for at finde ud af, hvad de skal sagsøge for, og hvem der skal sagsøges. Afgørelsen er altafgørende for minkavler Kristian Frederiksen.
- Vi skal have en fair erstatning, der dækker vores omkostninger, og den skal være lige for alle - uanset om man er smittet eller ej. Hvis vi ikke får medhold, kan jeg ikke overskue konsekvenserne, siger Kristian Frederiksen.
Fødevareminister Mogens Jensen har ikke ønsket at kommentere på minkavlernes søgsmål.