Klar besked: Har krænket ophavsretten med rundkørsel-massakre
Det faldt en del for brystet at Nordjyllands måske mest kendte rundkørsel, som mange bruger på vej til Vesterhavet eller Fårup Sommerland, havde fået et markant anderledes udtryk i maj.
Her blev kunstværket ved Aabybro, som de fleste har set, men måske ikke ved hedder Nordstjernen og er landskabsskulpturer af kugler og bakker, gravet op af entreprenørmaskiner.
Nu bekræfter Statens Kunstfond at som minimum burde kunstneren have været inddraget, da Vejdirektoratet møjede rundkørslen i Aabybro op.
Det blev de bare ikke, kunne TV2 Nord afsløre søndag.
"Da der er tale om et stedspecifikt værk, vil genplacering, delvis fjernelse m.m. skulle ske med inddragelse af kunstneren, " oplyser Statens Kunstfonds sekretariat i et skriftligt svar til TV2 Nord.
Det vendsysselske vartegn er skab af kunstneren Kurt Tegtmeier fra Thy, som selv var fortørnet, da han hørte om opgravningen, der skete i slutningen af maj, fordi flere store vindmølletransporter ellers ikke kunne komme forbi.
- Jeg synes, de træder på folks følelser, når de bare uden videre fjerner en del af et kunstværk. Jeg er nok bare ked af det og står med en følelse af afmagt, lød det fra Kurt Tegtmeier.
Statens Kunstfond henviser til loven om ophavsret, som Vejdirektoratet altså ikke har fulgt.
Her står der, ifølge Statens Kunstfond, "at værket ikke må ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse."
Hos Vejdirektoratet har man erkendt at man burde have kontaktet parterne i dette tilfælde.
- Selvfølgelig burde vi havde ringet, men vi har cirka 10.000 sager hvert år. Vi kan ikke ringe til dem allesammen, men her burde vi have gjort det, sagde Niels Agerholm, afdelingschef hos Vejdirektoratet i Aalborg forleden.