Kims diabetes har givet ham et nyt fællesskab: - Det hjælper det hele
Foto: Caroline Hyldig Larsen / TV2 Nord
Kim Svejstrup deltager i forløbet for tredje gang.
Bevægelse i naturen kan gavne borgere med diabetes. Det viser et nyt projekt i Jammerbugt Kommune.
Grin, pusten og moralsk opbakning fyldte skoven mellem Hune og Blokhus mandag.
Og det er ikke første gang. For to gange om ugen i otte uger af gangen mødes en flok ældre borgere fra Jammerbugt Kommune med diabetes og træner.
Det gør de i forbindelse med et projekt, som Jammerbugt Kommune, UCN, Forskningsenheden for Almen Praksis i Aalborg og SDU står for. Et projekt om bevægelse i naturen.
For uanset vind og vejr, så tropper de glade op stort set hver gang.
- Man glæder sig jo ligefrem til at komme ud til det her, for vi har jo nogle gode røverhistorier, vi kan fortælle hinanden, lyder det fra Kim Svejstrup, som er en af de ti deltagere på holdet.
Selvom man som udgangspunkt kun kan deltage en gang, så er det altså tredje gang Kim Svejstrup er med.
Han har nemlig, som han selv siger fået konstateret "gammelmandssukkersyge".
- Så man må hellere forebygge og lave om på kostvanerne, og så kommer man jo ud med nogen, som går med de samme skavanker.
Denne gang er de cirka ti borgere, som er en del af forløbet, hvor fire studerende fra fysioterapeutuddannelsen på UCN står for programmet under deres praktikperiode.
For at komme med skal man have en henvisning fra sin læge, være udredt for diagnosen og være i en stabil fase. Herefter kan de altså være med på det otte ugers forløb, som skal hjælpe dem med at vedligeholde deres funktionsniveau.
Fællesskabet
Men projektet har altså vist, at det ikke kun er motionen, der er en motivationsfaktor.
- De er rigtig søde til at hjælpe hinanden og vente på hinanden i de her aktiviteter. Selvom øvelserne egentlig giver dem noget - som vi kan se på de test, vi udsætter dem for - så er det det sociale, som virkelig giver dem noget, og at de får trukket hinanden med herud og får lavet noget aktivitet, siger Jonathan Møller Thomasen, som er en af de fire studerende, som står for forløbet i denne omgang.
For især fællesskabet har betydning for borgerne.
Så meget at flere af dem udover de faste træninger mandag og fredag også mødes om onsdagen for at gå en tur sammen.
- Man kan mærke fysisk, at man får det meget bedre. Det hjælper det hele. Hvis man bare går derhjemme eller går alene i skoven, så sker der ingenting. Her ved man, at man skal mødes med nogle jævnaldrende, så det er alle tiders, fortæller Kim Svejstrup.
Mandagens træning er slutningen på de otte ugers forløb, men Kim Svejstrup er klar til at tage otte uger mere.
- Der starter vidst et nyt hold her den 9. februar, så springer vi på det igen, slutter han med et smil.
Du kan se hele indslaget herunder: