Juleeventyr: Naboer bygger nyt badeværelse til pige i kørestol
17-årige Julia Fogh Henriksen er til genoptræning efter en trafikulykke, der har kostet hende førligheden. Hendes kørestol kan ikke komme ind på toilettet, når hun besøger sin mor i Biersted.
Familie, naboer, venner og frivillige lokale håndværkere bygger nyt badeværelse hos en familie i Biersted. Familiens 17-årige datter kan nemlig ikke komme ind på badeværelset i sin kørestol.
Døren ind til badeværelset hos Majbrit Fogh i Biersted er 55 centimeter bred. Det er et problem, når Maibrit Foghs datter Julia kommer hjem på besøg.
- Den kørestol, som hun har fået kan ikke komme ind her, forklarer Majbrit Fogh.
Julia var ude for en alvorlig trafikulykke i sommeren 2017. Lige siden har hun i genoptræning kæmpet for at genvinde sin førlighed og sit talesprog, først på Hammel Neurocenter og siden på Neurocenter Østerskoven i Hobro, hvor hun bor nu. Hun har gjort så store fremskridt i sin genoptræning, at hun nu er klar til at komme på besøg hos sin familie.
- Den her ulykke har vendt op og ned på alt. Det er det værste mareridt, at se at ens barn har det så dårligt, siger Majbrit Fogh.
Kommunen kan ikke hjælpe
Jammerbugt Kommune har afvist at lave en bredere dør ud til badeværelset hos Julias mor eller bevilge en smallere kørestol. Det er der ikke hjemmel til i lovgivningen, lyder forklaringen fra socialforvaltningen. Jammerbugt Kommunes socialchef Hanne Madsen har ikke haft mulighed for at stille op til et interview.
I et skriftligt svar til TV2 Nord skriver hendes forvaltning, at kommunen ikke må bevilge hjælp til ombygning eller en ny kørestol, da Julia stadig gør fremskridt og måske en dag vil blive i stand til at gå. Kommunen lægger også vægt på, at det endnu ikke er afgjort, hvor Julia skal bo i fremtiden.
Når Julia skal på toilettet, er kommunens løsning, at hjemmeplejen skal hjælpe tøjet af Julia i en åben mellemgang, og hun skal sættes på en toiletstol, der kan så kan trækkes ind på badeværelset.
- Så løsningen skulle være, at hun skulle sidde i gangen uden tøj på. Det er slet ikke værdigt, siger Majbrit Fogh.
Lokalsamfundet træder til med hjælp
Men så greb faren til en af Julias veninder ind. Han vil selv hjælpe familien med at lave et nyt handicapvenligt badeværelse.
- Jeg har selv to døtre i den alder, og de skal ikke sidde med numsen bar i en gang. Jeg tror ikke, at der er ret mange familier, der lige kan rykke 50.000 – 100.000 kroner op af lommen til et badeværelse på grund af sådan en ulykke her, når der er så mange andre udgifter til talepædagog og ekstra kørsel, tøj og sko, siger Karsten Olesen fra Biersted.
Karsten Olesen havde i første omgang tænkt sig, at han ville lave badeværelset sammen med Majbrit Foghs mand, men pludselig greb det om sig. Venner, familie og naboer donerer penge til byggematerialer.
- Mange har skrevet, at de kan male og vil komme og gøre det. Nogen vil køre affald væk og nogen kommer og hjælper med at brække det gamle badeværelse ned. Vi står sammen, når det drejer sig om sådan noget her, siger Karsten Olesen.
Murer, tømrer, elektriker og vvs-folk fra Biersted og omegn stiller gratis arbejdskraft til rådighed.
- Når man hører den her families historie, og at der ingen hjælp er, det synes jeg ikke er fair, så nu hjælper vi lidt til, siger Lars Mouritsen, der bor i Biersted og er indehaver af Ny-bro VVS og Ventilation.
Dagli’ Brugsen sponserer mad og drikke til alle de frivillige, der vil hjælpe med at bygge badeværelset.
- Da den her butik åbnede for tre år siden, da havde vi brug for borgernes opbakning. Nu har borgerne brug for vores opbakning. Så synes jeg bare, det er kanon, at byen træder ind og hjælper til, siger souschef i Dagli’ Brugen i Biersted, Kristian Nielsen.
Familien er overvældede
Majbrit Fogh og hendes familie er overvældede og taknemlige for, at der er så mange, der gerne vil hjælpe til.
- I sådan en situation, som vi er i, så betyder det rigtig meget, at der er nogen der bakker op om det. Vi havde aldrig nogensinde kunne gøre det her selv, siger Majbrit Fogh.
Arbejdet går i gang mellem jul og nytår. Når badeværelset står færdigt, vil Julia kunne komme på toilet og i bad helt uden hjemmeplejens hjælp. Kørestolen kan komme ind på badeværelset og Majbrit Fogh kan selv hjælpe sin datter fra kørestolen og over på toilettet.
- Så skal Julia hjem. Hun skal hjem mindst en gang om måneden tænker jeg, og hun skal have veninderne på besøg. Med tiden kan hun måske komme hjem en hel weekend og på ferie, siger Majbrit Fogh.