John bliver nu ufrivillig nabo til dobbelt så høje vindmøller: - Det er en meget trist nyhed at få
Foto: TV2 Nord
John Lambertsen bliver nabo til de nye vindmøller, og det er han ikke tilfreds med.
En afgørelse fra Planklagenævnet afviser klagerne over udskiftningen af 24 vindmøller med 11 nye, større møller.
Efter at have stået standby i næsten fire år, ser planerne om en vindmøllepark i Jammerbugt Kommune nu ud til at blive gennemført.
I hvert fald er de klager, der i sin tid stoppede udførelsen, nu blevet afvist af Planklagenævnet.
Det er ufatteligt - simpelthen
John Lambertsen, borger i Nørre Økse Sø
Det drejer sig om 24 vindmøller ved Nørre Økse Sø på 75 højdemeter, der skal skiftes ud med 11 nye, 150 meter høje vindmøller.
Èn af de borgere, der har protesteret over de nye møller, er John Lambertsen, der kommer til at blive ufrivillig nabo til dem. Og hos ham er skuffelsen stor.
- Det er jo en meget trist nyhed at få. Men det var jo det, vi kunne frygte, nu hvor den politiske dagsorden nu er grøn energi fremfor alt, siger han og henviser til, at flertallet af Jammerbugt Kommunes byråd støtter op om vindmøllerne.
- De nye møller bliver dobbelt så høje som de nuværende. Mange huse i området bliver umulige at sælge, fortsætter han.
SAGEN KORT
Vindmøllerne skal efter planen opføres af energiselskabet Eurowind.
På grund af kravet om, at man ikke må bo tættere på så høj en vindmølle end 600 meter, har flere beboere i området udsigt til at få købt deres ejendomme.
I forbindelse med kommunens beslutning i 2018 om at nikke ja til planerne, var der over 450 underskrifter mod vindmøllerne, og kommunen modtog 200 indsigelser.
Den nye park vil dække det årlige elforbrug hos mindst 27.000 danske husstande.
Stor modstand
Hensigten med de nye møller er at effektivisere energiproduktionen, fordi de producerer mere vindenergi og dermed kan nedbringe kommunens CO2-udledning.
Planklagenævnets beslutning er det nyeste kapitel i en langstrakt kamp mellem Jammerbugt Kommune og lodsejere i området.
- Den har jo varet i seks år og den konflikt, der har været. Jeg er glad for, afgørelsen, der er kommet nu, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade om Planklagenævnets beslutning.
Projektet blev endeligt godkendt Jammerbugt Kommunens Byråd i september 2018 - med færre møller, altså 11 i stedet for 15, end oprindeligt planlagt fra energiselskabet Vattenfall.
Dengang lød reaktionen fra John Lambertsen om kommunens beslutning:
- Det er ufatteligt - simpelthen.
Frygter støjgener
Bekymringen for at bo i nærheden af vindkæmperne er ikke blevet mindre siden - særligt for de sundhedsmæssige konsekvenser ved den lavfrekvente støj fra dem.
- Det kommer til at betyde lavfrekvent støj og mikrostøj for beboerne i området. Alt peger på, at det er farligt, siger han.
Ifølge Miljøstyrelsen kommer støjen fra vindmøller hovedsageligt fra vingernes bevægelse gennem luften, der giver en susende lyd, mens der også kan komme støj fra møllens maskineri i form af toner, der gør den særligt generende at høre på.
Miljøstyrelsen fremhæver dog, at moderne vindmøller, der bygges i dag, udsender betydeligt mindre støj end møller af ældre dato.
Energiselskab glæder sig
Siden 2018 har Eurowind Energy overtaget projektet fra Vattenfall. Her ser man frem til at kunne komme i gang med opsætningen.
- Det betyder jo, at vi efter tre et halvt års venten i nævnets hus for de her klager endelig kan sige, at vi har en upåklaget tilladelse, siger virksomhedens kommunikationschef, Jesper Houe, Landechef for Eurowind og fortsætter:
- Dermed kan vi komme videre med planlægningen af de her møller, der skal bygges.
Se mere i videoen med indslaget her: