Ingen mink-erstatning til virksomhed på Gjøl
Lige nu fortsætter forhandlingerne om en kompensationsordning til de danske minkavlere, der har været nødt til at slå hele deres besætning ned på grund af corona.
Lovforslaget til en kompensationsordning til minkavlerne betyder, at en virksomhed kun får fuld kompensation, hvis 80 procent af virksomhedens omsætning kommer fra mink.
Det har fået en gruppe følgeerhverv til at råbe op. De føler sig nemlig glemt i debatten.
GVA på Gjøl er en af de virksomheder, der føler sig glemt af politikerne i forhandlingerne om kompensation til minkbranchen.
Virksomheden producerer blandt andet vandingsanlæg til minkproduktion. Og cirka halvdelen af virksomhedens omsætning kommer fra minkproduktion. Det er ikke nok til at kunne kvalificere sig til den fulde kompensation, og det er ifølge medejer Jan Batsberg ikke rimeligt.
- Vi skal selvfølgelig betales uanset om vi har 80 eller 40 procent af vores omsætning fra mink. De skal købe den andel af vores virksomhed, der har med mink at gøre.
Tab for millioner
GVA står lige nu til at tabe 25 millioner kroner i omsætning. Dertil kommer maskineriet til minkproduktion der nu er værdiløst.
- Vi kan ikke sælge den her mængde varelager, vi har til at stå. Og vi kan ikke bare omlægge de varer til svineproduktion. Det er noget helt andet, så det kan vi ikke, forklarer han.
Hos Socialdemokratiet vil man ikke udtale sig om de konkrete forhandlinger, men anerkender den følelse, som følgeerhvervene står tilbage med.
- Vi har jo en række kompensationsordninger kørende i forhold til det erhvervsliv, som vi jo gerne vil have drejet i en retning, som gør, at de bliver mindre afhængige af det, de hidtil har produceret. Der er jo en anden mulighed for den gruppe af virksomheder, siger Orla Hav (S), erhvervsordfører.
Frygter konkurs
Tilbage på Gjøl, taler tomheden i den tidligere produktionshal ved GVA Gruppen sit eget klare sprog.
- Vi venter jo kun på, at der kommer et lovforslag. Eller om vi går konkurs. Så det er en meget dyster fremtid, vi ser på lige nu, siger Jan Batsberg.
I alt er 45 virksomheder gået sammen om at appellerer til erhvervsministeren. Heraf er ti af virksomhederne fra Nordjylland.